Fortsæt til indhold

SOSU-forløb hjælper ledige i job

Randers Kommune har siden 2019 tilbudt ledige borgere mulighed for at skifte spor og uddanne sig inden for SOSU-området.

Samfund
sra

Lediges mulighed for at uddanne sig indenfor SOSU-området har ikke alene hjulpet mange i beskæftigelse, men også afhjulpet den markante mangel på SOSU-medarbejdere, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

I 2024 har projektet igen vist sin værdi, da 19 ledige nu er i gang med en SOSU-uddannelse, som de afslutter i løbet af de kommende år.

»SOSU-projektet er et glimrende eksempel på, hvordan vi kan løse to udfordringer på én gang. Vi hjælper ledige med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, samtidig med at vi styrker omsorgssektoren, som har hårdt brug for kvalificerede hænder. Det er et initiativ, der virkelig gør en forskel for både de ledige og vores kommune,« siger Bo Vestergaard, formand for Beskæftigelsesudvalget. Han tilføjer:

»Vi fortsætter med at arbejde for at sikre, at både ledige og omsorgssektoren får den støtte, de har brug for. Med forløbet styrker vi fundamentet for fremtidens velfærd i vores kommune.«

SOSU-forløbet starter med et informationsmøde og efterfølges af et såkaldt før-SOSU-forløb, hvor deltagerne gennemgår både teori og praktik. Her kan de afklare, om SOSU-området er noget for dem. Efterfølgende kan de søge ind på den egentlige SOSU-uddannelse som enten SOSU-hjælper eller SOSU-assistent. Under hele forløbet modtager deltagerne økonomisk støtte, hvilket gør det muligt for dem at deltage uden at skulle bekymre sig om økonomien.

19 deltagere i introforløbet er nu blevet tilbudt en uddannelsesaftale af Randers Kommune og er startet på uddannelsen på Randers Social- og Sundhedsskole.

»Resultaterne taler for sig selv. Når 19 ledige gennemfører før-SOSU-forløbet og starter på uddannelsen, viser det, at vores indsats gør en forskel. Og deltagerne bliver mødt med stor ros fra både praktiksteder og SOSU-skolen for deres høje engagement og motivation,« siger Bo Vestergaard.