Fortsæt til indhold

Manglende logik og menneskelighed

Samfund
Per LundViolskrænten 9 8500 Grenaa

På borgermødet om kommunens budget i Stenvad Mosebrugscenter 14.8.2024 fremlagde borgmester Kasper Bjerregaard en af de store udfordringer i de kommende år, at der indenfor de næste 10 år vil være omkring 1.000 flere borgere over 80 år i Norddjurs Kommune, i forhold til i dag.

Det er derfor i fuldstændig disharmoni med det at man i Lokalavisen 21.8.2024, altså 1 uge senere, politisk melder ud at man lukker Plejecenter Fuglsanggården over en kommende årrække, og søger bygningerne afsat til anden side.

Hvor er logikken i det tiltag? Har man i de resterende plejecentre i kommunen plads til at optage den løbende tilgang af plejekrævende borgere over de næste 10 år?

Man annoncerer samtidig at man over flere år vil samle hele demensindsatsen på plejecenter Glesborg. Jeg medgiver at man ved at samle ekspertisen og kompetencerne får en stærkere behandlingsindsats end man har i dag, og har samtidig bemærket at der har været positive høringssvar, også fra Ældrerådet.

Mange af de pårørende vil med tiltaget blive stillet i en vanskelig situation. De fleste har en alder så de ikke kunne skrive høringssvar der beskrev de gener og ulemper de vil stå med. Hvordan har man tænkt sig at pårørende skulle kunne besøge deres mand/kone da de fleste nok ikke, grundet alder, selv kan transportere sig selv til Glesborg, og den offentlige transport bliver jo løbende beskåret, og hvis den er der kan det jo være svært at tilpasse besøget med køreplanen. Har man tænkt sig at skille ægtepar ad efter et langt liv sammen, uden mulighed for det daglige samvær, trods demens hos den ene part?

Afslutningsvis vil jeg indskyde at man, i besparelsesbegejstringen og ønsket om at privatisere hvad kan privatiseres, skal passe på man ikke gentager den store fejl Socialdemokraterne gjorde i 2018, hvor man skar på skoleområdet m.m. i det man (forvaltningen) havde beregnet at det skulle give store besparelser, men hvor realiteten blev store omkostninger som kommunen fortsat slås med.