På en café kun for mænd taler de om dommedag. De har omtrent selv oplevet den på Hovedgaden

Dommedag sælger! Hvor mange dramaer er der ikke skabt, når verden har balanceret på kanten af kaos?

I Brabrand har ”de sidste tider” været aktuelle på det seneste. Hele to gange har dommedag fået opmærksomhed i sognegården, og der var pænt tilløb. Først i et foredrag i mandecaféen og siden ved en bogreception.

I begge tilfælde stod tidligere biskop på Lolland-Falster Steen Skovsgaard, der nu bor i Brabrand, i centrum.

Steen Skovsgaards særlige forhold til dommedag daterer sig til 2007, da han taler med en journalist fra Ritzaus Bureau om klimakrise og det dramatiske vejr. På et tidspunkt spørger journalisten, om netop de usædvanlige vejrfænomener kan være tegn på, at dommedag og jordens undergang nærmer sig.

»Måske,« svarede biskoppen.

Artiklen blev sendt ud til landets redaktioner, og næste morgen kl. 6.30 vækkede telefonen familien Skovsgaard. Radioavisen skulle høre mere om dommedag, og nu rullede nyhedsmaskinen.

Der er og har altid været stor interesse for dommedag.

»Mange af mine gode kolleger kommenterede virakken: ”Du siger jo alt for meget.” Kunne jeg sige noget mere forsigtigt end ”måske”? Havde jeg sagt nej, havde de spurgt, hvor jeg vidste det fra.«

Biskoppens udsagn blev også bemærket i Brabrand, hvor Steen Skovsgaard i over 25 år havde været sognepræst i Gellerup.

Dommedag i Hovedgaden

Netop i Brabrand havde den gamle stationsby oplevet noget, der mindede om ikke om en kommerciel dommedag så en større nedtur.

Stationen var væk, og byens gamle hovedgade blev ribbet for butikker, da Gellerup-bebyggelsen med eget butikscenter skød op: Farvel til isenkræmmeren, flere købmænd, gartneren, tøjforretningen, benzintanken, cykelhandleren, boghandelen og den ene af Hovedgadens bagere til fordel for det store butikscenter.

Heldigvis fik den gamle bydel en Rema 1000, og der er også åbnet en Netto.

At byen ikke totalt er sygnet hen, skyldes i høj grad Sognegården skråt over for kirken. Her er der aktivitet, og den første torsdag i hver måned åbner Mandecaféen kl. 10. Det er en klub for mænd, hvoraf de fleste har nået pensionsalderen. Caféen har ingen medlemmer, men mænd er velkomne. Arrangementerne spænder vidt fra foredrag og højskolesang over virksomhedsbesøg til udflugter, og ved hvert møde i Sognegården bydes på kaffe og rundstykker, som koster lidt.

Der er også en populær julefrokost.

Klubben har en flad ledelsesstruktur med en diskret styregruppe, som inspireres af forslag fra medlemmerne og udarbejder et program, som omtales i sognebladet.

Mandecaféen åbnede i 2005, og initiativtagerne var sognemedhjælper Dorthe Nørmark og købmand Erik Middelbo, som tidligt om morgenen cyklede til Aarhus Havn for at få ro, siden hjem igen for at lave morgenmad, inden han åbnede sin forretning. Dorthe Nørmark overbeviste i løbet af et par år det daværende menighedsråd om, at det var værd at få en mandecafé.

Mændenes netværk

Formålet var at skabe et socialt forum for mænd og lære dem om den by, de bor i. Det er lykkedes, og der eksisterer også mandeklubber andre steder i Aarhus-området, som sikrer mændene et netværk. I Brabrand er det mændene, der hilser, og konerne, som spørger: »Hvem var det?«

Den populære mandecafé er en del af kulturlivet i Brabrand.

Steen Skovsgaard fortalte om sit arbejde med dommedag, der både blev en ph.d.-afhandling og en folkelig udgave om de sidste tider.

Efter postyret om klimaet og dommedag skrev han en kronik.

»Allerede i 2007 tænkte jeg, at hvis jeg fik tid og mulighed for det, kunne jeg godt tænke mig at dykke i det.«

I 2017 fratrådte han som biskop og forlod Nykøbing Falster for at indlede et ph.d.-studium ved Aarhus Universitet, hvor han sammenlignede dommedagsforståelsen i islam og kristendom.

»Det var en dejlig udfordring for en gammel, afdanket biskop at komme ind og selv skulle lave sin kaffe, selv vaske op, tømme affaldsspand og også lave noget for de andre. Det kunne jeg godt mærke, at det havde jeg godt af,« husker han.

Men det var også hårdt:

»Jeg skriver, at det har været de hårdeste år i hele mit arbejdsliv, og det er ikke nogen overdrivelse.«

Og i 2022 udgav han sin ph.d.-afhandling ”Mellem frygt og glæde – dommedag i islam og kristendom”.

Teolog på glatis

Han har netop udgivet endnu en bog om emnet, en mere populær og letlæst udgave over samme emne: ”Farvel til dommedag – med det kristne håb”. Inspirationen til bogen skyldtes barnebarnet Esther, der en dag stillede Steen Skovsgaard følgende spørgsmål:

»Hvad er dommedag for noget, farfar?«

Han følte sig som en af Klods Hans’ belæste brødre. Han kunne ikke svare og måtte igen i gang med en ny bog, ”Farvel til dommedag – med det kristne håb”, der blev skrevet om syv gange, før han var tilfreds, og han kunne overbringe barnebarnet det første eksemplar.

Esther kan læse, at hun som kristen ikke har nogen grund til at frygte dommedag. I bogen konkluderer Steen Skovsgaard ud fra Bibelen, at »den, der tror på ham (Jesus, red.), dømmes ikke«.

Hvor muslimer frygter dommedag og Allahs dom, er det anderledes med kristne, fik medlemmerne af mandeklubben at vide, da han fortalte om en kollegas oplevelse som missionær i Nigeria, hvor en kristen biskop og en muslim taler om frelse.

Biskoppen siger: »Nu skal jeg fortælle dig en historie, så du kan høre, hvad jeg tror på:

Der var engang en mand, der kom gående langs en flod, som var dyb og farlig. Der var en rivende strøm, og han faldt i og var lige ved at drukne. Så kommer der en anden mand gående langs bredden, og han ser ham. Så kaster han sig ud, svømmer hen til ham, får fat i ham og redder ham ind og frelser ham op på det tørre land. Han drukner selv.«

»Ja,« siger muslimen. »Jeg kan godt høre, hvad du vil fortælle mig.

Nu vil jeg fortælle dig en anden historie som muslim:

Der var engang en mand, som kom gående langs en flod, som var dyb og farlig. Der var en rivende strøm, og han faldt i og var lige ved at drukne. Så kom en anden mand gående langs floden, ser ham. Så tager han et reb, kaster ud til ham og siger: Hold fast i rebet, så skal jeg hjælpe dig ind. Det er min tro.

Allah har i sin nåde og barmhjertighed sendt Koranen som sin redningsline, som mennesket kan holde fast i, og når man gør det, skal Gud nok være nådig og barmhjertig og frelse dig op på det tørre land. Det er min tro.«

»Den historie siger mig rigtig meget. Den fortæller, hvor vanskeligt det er, men også hvor stor en forskel der rent faktisk er på islam og kristendom.«

Frelse på Aarhusbugten

»Jeg plejer gerne at fortælle om min egen frelse-oplevelse. Den skete, da vores Anders var 3 år, og jeg havde en sejlbåd i Skødstrup Lystbådehavn, og jeg skulle have den ind til Egå Marina. Det var en snipe. Det var i april, og det blæste godt, men det gør ikke noget, når man er en god sejler. Jeg havde Anders og Børge Jensen, som var i Gellerup Kirke i mange år, med.

Så sejler vi ud, og jeg begår så den ene fejl, at jeg lader sænkekølen blive i. Det skal man ikke.

Lige så stille vælter båden rundt. Jeg har kun øje for Anders, og han tager det fint.

Børge svømmer rundt, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Så kommer der en kutter hen til os med tre mand ombord.

De spørger, om vi har brug for hjælp?

Meget gerne.

Jeg får Anders op. Børge har jeg glemt, for jeg tænker kun på mig selv. Hvis jeg bare kunne få fat i rælingen, så kunne jeg hive mig op. Jeg har ligget i vandet et stykke tid og er fuldstændig stiv. Jeg kan ikke hæve armene, så tog de hver sin arm, hev mig op og satte mig ned på dækket.

Jeg har siden tænkt meget på, at det her er frelse. Det er en kristen forståelse af frelse, at man ikke kan gøre noget. Du kan ikke hive dig op. Kun tage imod. Børge fik vi også med, og det samme med båden.«

De nåede sikkert i land, og for Steen Skovsgaard var der endnu et regnestykke.

»Jeg ved godt, at der også er noget, der hedder bjergeløn. ”Hvad skal I have for det?

Hvad er den værd?”

Så sad de lige så stille:

”Nej. I kan give en øl.”

I islam ville de sige: ”Du kan godt hive dig op. Du kan godt holde fast.” For kristne er det Gud, der gør det.

Den egentlige forskel på islam og kristendom er synet på Gud. I evangelierne står der, at Gud er kærligheden.

Der findes 99 skønne navne for Allah, men kærlige mangler. Da jeg hørte det første gang, tænkte jeg: ”Det kan ikke passe.” Det arabiske ord for kærlig findes ikke. Der findes et, der kan oversættes med venlig.«