Fortsæt til indhold

Mols Bjerge danser til M.C. Hansens melodier

Vandrekoncert i Mols Bjerge: Oplev naturens skønhed og M.C. Hansens fortællekunst i perfekt harmoni.

Samfund

Søndag den 1. september 2024 bliver Mols Bjerge scene for en særlig oplevelse, hvor natur og musik smelter sammen i en vandrekoncert med den prisvindende danske singer-songwriter M.C. Hansen og hans musikalske makker, Jacob Chano.

Begivenheden, som arrangeres af Dansk Vandrelaug og Turbinen, giver deltagerne mulighed for at nyde en naturskøn vandretur på ca. 10 km samtidig med, at de forkæles med levende musik undervejs.

Mols Bjerge er kendt for sit enestående landskab, og ifølge Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez, er det et perfekt match med M.C. Hansens sange.

»Det har længe været en drøm for mig at kombinere naturoplevelser med musikalske ditto. Begge dele er ren balsam for krop og sjæl,« siger Gonzalez.

Han ser frem til en dag, hvor deltagerne kan starte efteråret med en oplevelse, der taler til både sind og sanser.

Starter ved Molskroen

Ruten starter ved Molskroen og fører deltagerne langs Ebeltoft Vig og den smukke Langemosesti.

Undervejs kan de nyde en koncert ved Øvre Strandkær, hvor M.C. Hansen og Jacob Chano vil fremføre deres musik, der trækker på amerikansk folk og rockmusik samt dansk fortælletradition.

Hansens sange, inspireret af alt fra Woody Guthrie og Bob Dylan til Benny Andersen og Niels Hausgaard, er kendt for deres fine detaljer og humoristiske tilgang til det store i det små.

For at sikre, at alle deltagere får det maksimale ud af dagen, er der en vandreguide med på turen, og der opfordres til at medbringe godt fodtøj, vand, madpakke og evt. et siddeunderlag.

Koncerten varer cirka 45 minutter og vil, hvis vejret driller, kunne afholdes indendørs ved Øvre Strandkær.