25 år med sclerose og stadig utrættelig i front for kampen
Sclerose rammer knap 19.000 danskere. Jens Holst, formand for Scleroseforeningen Djursland, vil vende Danmarks triste førsteplads med landsindsamlingen.
Danmark har nu verdens højeste forekomst af sclerose, en alvorlig, fremadskridende sygdom, der rammer nervesystemet.
Antallet af danskere med sclerose er fordoblet på kun 20 år, og knap 19.000 lever i dag med sygdommen.
Jens Holst, formand for Scleroseforeningen Djursland, er en af dem. Han har kæmpet med sygdommen i 25 år og er fast besluttet på at vende den triste udvikling.
»Vi kan ikke nøjes med at mildne sygdommen for nogle, når mange stadig ikke har adgang til effektiv behandling,« siger Jens Holst.
Han understreger vigtigheden af forskning, som er nøglen til at finde en kur, der kan standse sygdommen fuldstændigt.
Støt 8. september
Søndag. 8. september fører Jens Holst lokalt an i Scleroseforeningens landsindsamling, hvor frivillige over hele landet går fra dør til dør for at samle penge ind til forskning.
»For mig handler indsamlingsdagen også om at udbrede kendskabet til sclerose og sætte ansigt på en sygdom, der har mange ansigter og ofte er usynlig,« forklarer han.
Sidste år blev der samlet 6,1 millioner kroner ind, hvilket var rekord. Men der er brug for mere, hvis vi skal kunne finansiere forskningen, som er afgørende for at knække koden til sygdommen.
Gør en forskel
»Sygdommen skal udryddes totalt. Før er vi ikke i mål,« understreger Jens Holst.
Alle interesserede kan stadig tilmelde sig landsindsamlingen og være med til at gøre en forskel.
Det er en mulighed for at kombinere en rask gåtur med en vigtig sag.