Fortsæt til indhold

Storslået hyldest til nobelprismodtager stråler nu i Lillegade

Nobelprismodtager August Krogh og hans kone Marie Krogh er foreviget på gavlmaleri.

Samfund

Den danske kunstner Jacoba Niepoort har færdiggjort det store gavlmaleri i Lillegade i Grenaa af August Krogh i anledning af bysbarnet og nobelprismodtagerens 150 års fødselsdag i år.

Maleriet forestiller både August Krogh og hans kone Marie Krogh, som spillede en særdeles væsentlig rolle i forskerens professionelle og private liv.

Forskeren og zoologen August Krogh modtog i 1920 Nobelprisen i medicin/fysiologi for sine undersøgelser af iltforsyningen til musklerne via kapillærerne.
Efterfølgende var August Krogh den første til at indføre insulinproduktion i Danmark. Sammen med lægen H.C. Hagedorn grundlagde han i 1923 Nordisk Insulinlaboratorium. Det er i dag en del af Novo Nordisk.

August Krogh blev født i Lillegade i 1874, og det er også i Lillegade, gavlmaleriet nu kan opleves. Det er således malet på gavlen af Lillegade 28.

Gavlmaleriet indvies officielt i forbindelse med Grenaa Kulturaften fredag 27. september.