Fortsæt til indhold

Har lagt grundstenen til 18. etager på havnen - nu er nyt stort hotel og spillested på vej

Den nye bygning, der får navnet Höfn, skal foruden Guldsmeden Hotels også huse spillestedet Train og aktørerne i Lydhavnen samt en række kontorlejere, når dørene slås op i 2026.

Samfund
am

Guldsmeden Hotels vender tilbage til Aarhus, hvor hotelkædens historie startede tilbage i 1999.

For hotelkæden rykker ind i den nye 18. etager høje bygning, som er på vej i Sydhavnskvarteret i Aarhus, og som får navnet Höfn. Derudover skal bygningen også huse spillestedet Train og aktørerne i Lydhavnen, når bygningen engang står klar i 2026.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra entreprenør-virksomheden A. Enggaard.

22. august var der så grundstensnedlæggelse, hvor byggeriet officielt blev skudt i gang.

»Vi glæder os simpelthen så meget. Vi åbnede vores første hotel på Guldsmedgade i Aarhus, og vi har, siden det blev solgt det i 2021, på en måde følt os en smule rodløse, fordi Aarhus spiller så stor en rolle for vores historie og vores koncept. Guldsmeden er meget aarhusiansk i sin grundtone, og vi ser frem til at lande i vores identitet igen,« siger ægteparret Sandra og Marc Weinert, der står bag hotelkæden.

Sådan ser byggepladsen ud i dag. Foto: Anders Wejse, Velkendt

Det nye hotel bliver navngivet Belle Guldsmeden og dermed opkaldt efter Marc Weinerts mor, der er født i Aarhus og gennem hele livet blev kaldt netop Belle.

Hotellet i Sydhavnen kommer til at få 211 værelser og attraktive pool- og spafaciliteter, lyder det i en pressemeddelelsen.

Belle Guldsmeden kommer til at indgå i Guldsmeden Hotels’ ”Urban Eco Resort”-koncept, som skal tilbyde en helhedsoplevelse inden for overnatning, signature økologisk køkken samt pool- og spa-faciliteter i luksuriøse og miljøbevidste omgivelser.

Guldsmeden Hotels består i dag af 9 hoteller fordelt på 4 lande, et luksusresort på Bali og en udlejningsvilla i Sydfrankrig. Et hotel i Hamborg er også på tegnebrættet, og kommer ligeledes til at åbne i 2026.

»Et lokalt musikalsk energicenter«

Den nye bygning, skal dog ikke kun huse det nye Guldsmeden-hotel. Höfn, som bygningen kommer til at hedde, bliver også det nye hjem for spillestedet Train og musikproducenterne i Lydhavnen, imens de seks øverste af bygningens i alt 18 etager bliver kontorlejemål.

»Med et nyt Train på Sydhavnen tager vi Aarhus et skridt videre som attraktiv kultur- og musikby. Vi vil med nye og større rammer, ambitioner og muligheder bidrage til en ny, levende og borgernær bydel. Vi vil skabe et lokalt musikalsk energicenter, der samtidig kan række langt ud over bygrænsen. Hvor musikken, kulturen og byliv trives og udvikles – og hvor der er øget plads til de nye talenter, de nye generationer og de mere etablerede stjerner,« siger direktør og spillestedsleder i Train Carsten V. Nielsen

Grundstenen er lagt - hvilket blev markeret. Foto: Anders Wejse, Velkendt

Bag opførelsen af bygningen står entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard, der sammen med pensionskassen PKA udvikler en stor del af Sydhavnskvarteret, og salgs- og udviklingschef, Peter Thorsgaard, ser frem til, at bygningen kommer til at summe af liv.

»Det er stor milepæl på Höfn, der bliver en helt fantastisk bygning, og som kommer til at bidrage positivt til den stemning, det liv og den kreativitet, som bliver kendetegnet for Sydhavnskvarteret. Guldsmeden Hotels får direkte adgang til bydelens svar på New York Highline, nemlig Kulbroen, mens der bliver adgang til Train direkte fra Kulpladsen. Samtidig er der god interesse for vores kontorlejemål i Höfn, hvor vi fx allerede har en aftale med Aros Forsikring om to af etagerne på plads,« siger salgs- og udviklingschef i A. Enggaard, Peter Thorsgaard.

Peter Thorsgaard, A. Enggaard, holdt tale ved grundstensnedlæggelsen. Foto: Anders Wejse, Velkendt

Foruden den nye bygning til Guldsmeden, Train og Lydhavnen står A. Enggaard og PKA også bag Sydhavnskvarterets 26-etagers store business tower, Akson, et nyt hotel til Moxy Hotels og nye lokaler til Det Jyske Kunstakademi, Aarhus Billedkunstcenter, VIA University College, Lifestyle & Design Cluster og Sydhavnens Spisehus samt en række kulturelle aktører, der allerede i dag er forankret i Sydhavnen.