Kære Alexander – Det korte svar er NEJ!!
Du spørger så relevant – ”Er vi modige, hvis vi intet gør”, og nej, det tænker jeg da bestemt ikke, vi og I er.
Jeg mener så bestemt heller ikke, at det var det, jeg udtrykte i indlægget.
Du skriver et meget direkte svar til mit indlæg, som jeg fristes til at kalde defensivt, men må pointere at jeg med indlægget på intet tidspunkt udlagde hverken dig, den siddende kommunalbestyrelse, den siddende (eller tidligere) regering som syndebukke, men rettede mit fokus mod en årelang tradition for at nedprioritere de forebyggende indsatser for at spare løbende på den aktuelle drift.
Vi kan have forskellige holdninger til, hvordan man løser denne skruen mod bunden af velfærden – på blå side er man nok mest ivrig for at bevæge sig mod privatiseringer, og jo længere vi bevæger os ud af blå linje, jo mere vil man lægge ansvaret for velfærd over på den enkelte i forhold til opsparinger til pensioner, sygekasser, private tilbud, pårørendepleje, massive behov for forsikringer til glæde for de bedst stillede i vores samfund osv. Den vej vil jeg og resten af Socialdemokratiet ikke ned ad, og det lusker jeg mig til at konkludere, at du med din partiretning, heller ikke ønsker.
Men hvad er der så af alternativ?
Uanset hvor mange udligningsreformer og statstilskud, der kommer vores vej, så er vi, som du siger, stadig på vej mod større udgifter og dalende indtægter, og dermed et behov for at skære ned på udgifter ELLER skrue op for indtægter.
Jeg tolker ud fra dit svar, at du krydser fingre for dør nr. 2 med flere indtægter fra staten, men mens vi selvfølgelig i Socialdemokratiet arbejder med regeringen om en bedre fordeling af ressourcer på landsplan, så læner jeg mig samtidig op ad, at vi i kommunen finder en løsning, hvor vi ikke KUN sparer i det små hver eneste år (og flere gange i løbet af året efter, når budgettet alligevel ikke holder), men i stedet prioriterer flere midler til forebyggelse og investeringer, så vi bremser udviklingen, hvor udgiftssiden stiger på udfordringer, der kunne have været forebygget, hvis vi havde prioriteret dem tidligere.
Alle der arbejder på gulvet med velfærd i kommunen har 1. hånds viden om, hvordan velfærden og økonomien kunne være bedre, hvis vi lagde specifikke mindre og større investeringer, og lige netop dér kunne vi starte.
Jeg og mange som mig har masser af forslag til, hvordan vi kan gøre det anderledes, men hvis udgangspunktet fra politikere og forvaltning er, at prioriteringen skal lægges på besparelser, så bliver det aldrig anderledes, og så ser i aldrig de forslag, der helt sikkert er rundt omkring.
Som sagt: At udtrykke bekymring for, at budgetforhandlinger bliver ved at prioritere besparelser ved f.eks. at fremlægge den såkaldte velfærdsplan frem for investeringer i forebyggelse, er ikke det samme som at læne sig tilbage – tværtimod.
Til slut vil jeg gerne tilbyde at sende dig det materiale, fra jeres konsulent, hvor der bliver brugt begrebet ”Mod” i forhold til besparelser!