Fortsæt til indhold

Rodeotyr og gule ærter: Hjorddrengenes Marked har alt

Kom og oplev det klassiske Hjorddrengenes Marked! Onsdag 11. september fyldes Kolind med tradition, fest og aktiviteter for alle.

Samfund

Onsdag 11. september er det tid til at fejre en af Djurslands mest elskede traditioner: Hjorddrengenes Marked.

I år for 133. gang.

Den festlige dag i Kolind samler folk fra nær og fjern for at opleve en blanding af gamle markedstraditioner, lokale specialiteter og festlig underholdning.

Markedet har sin oprindelse i Jeppe Åkjærs sange om de farverige Ole’r, der engang fejrede årets høst med et marked sammen med deres arbejdsgiver.

I dag lever traditionen videre med en blanding af kræmmere, festlige aktiviteter og fællesskab.

Tage Mogensen, formand for Byhallen, siger: »Hjorddrengenes Marked ligner sig selv år efter år, fordi vi bevarer traditionerne. Vejret kan være en ukendt faktor, men markedet tiltrækker både mange kræmmere og mange besøgende.«

Rodetyr i Midtpunktet

Bent Nielsen, kendt for sin rolle i mange af Kolinds arrangementer, tilføjer:

»I år har vi en rodeotyr opstillet i Kolind Midtpunkt sammen med en masse hoppeting til børnene og en række andre sjove aktiviteter. Det er altid en fest at se både små og store forsøge at mestre sig på rodeotyren.«

Han lover, at en kendt Kolind-borger har indvilget i at være første mand på tyren. Om der også er damer, der vil i clinch med tyren, vides ikke på forhånd.

Det er den lokale murer, Jakob Mohn, som er mester for, at rodeotyren kommer til Kolind.

Bent Nielsen, der også er primus motor for den større komsammen af veteranbilkøretøjer af alle slags i den afspærrede Bredgade, understreger, at der sørme er plads til netop veteranbiler også til at supplere gamle traktorer, motorcykler, knallerter og lastbiler.

En artikel i sidste uges Adresseavisen fik flere veteranbilejere til at kontakte Bent Nielsen for at sikre, at de også var velkomne. Det er hermed fastslået, at det er de.

Kræmmere beslutter sent

Det er naturligvis kræmmerne, både indenfor i Byhallen og på udearealerne foran, der tegner markedet.

Hvor mange der præcis kommer, får Tage Mogensen, som har kontakten til kræmmerne, først overblik over et par dage før markedsdatoen.

»Mange af nutidens kræmmere har andet arbejde ved siden af, så de ser lige på vejr og vind, før de endelig beslutter sig. De vil selvfølgelig gerne være sikre på at tjene en skilling, og vi ved, at vejret betyder meget,« siger Tage Mogensen.

Politikere og underholdning

Tusindkunstneren Tonny Trifolikum underholder ved den ikoniske børnekarrusel klokken 16, mens harmonikaspilleren Gunnar Mortensen spiller flere gange i løbet af eftermiddagen inde i Byhallen.

Inde i Byhallen kommer der repræsentanter fra flere af de politiske partier.

Socialdemokratiet, der altid har vist flaget i Kolind ved markedet, kommer ikke.

Det hænger muligvis sammen med, at de centrale aktører i partiet, Molly og Benny Thomsen, ikke er med længere.

Benny Thomsen afgik ved døden i foråret, og Molly Thomsen, der har rundet de 90, har sikkert andre gøremål.

Gule ærter og Per Bo

Glem så i øvrigt ikke at smage de berømte gule ærter fra Kolind Slagteren i middagsstunden indenfor i Byhallen. De serveres med tilbehør, sennep og ske, hvad ske vil, bare der er rødbede til.

Længere oppe i byen fejrer Per Bo og hans franske viv, Johanna, deres første år i Susanne’s Bistro & Købmand. Det bliver med lækkerier hele dagen.

Med så mange traditioner og aktiviteter holder Hjorddrengenes Marked stilen for 133. gang.