Fortsæt til indhold

Guide: Her finder du gratis grej til studieboligen – og sådan kommer du af med det igen

Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse at flytte. Især på SU. Men der findes heldigvis et hack, der får pengene til at holde længere – og ikke kræver, at du bevæger dig særlig langt.

Samfund
am

Med flere end 50.000 studerende har Aarhus landets højeste koncentration af studerende i forhold til indbyggere – og hvert år flytter tusindvis af studerende til byen.

For mange er det første gang som udeboende, og det kan hurtigt blive dyrt at anskaffe inventar til den nye bolig.

For når barndomsværelset skal udskiftes med den første voksenbolig, får mange brug for nyt inventar. Det kan f.eks. være alt fra lamper, potteplanter, nips og billedrammer til det køkkengrej, som op til nu har været dine forældres.

Men heldigvis kan du nemt finde det meste gratis.

Sådan lyder budskabet nu fra Kredsløb, som står for affald, varme og genbrug i Aarhus Kommune - og som har lavet en guide i forbindelse med studiestarten.

Her finder du gratis voksen-grej til studieboligen

På byens genbrugsstationer kan du frit og kvit hente det meste til din nye bolig.

På nærgenbrugsstationerne i midtbyen på Godsbanen og på Aarhus Ø, kan du være heldig at finde præcis dét boliginventar, du har brug for – helt gratis.

Nærgenbrugsstationen på Godsbanen byder desuden på ’låneskabe’ med udstyr, som du typisk kun bruger en gang imellem. Her finder du f.eks. printere, cykelværktøj, boremaskiner, pastamaskiner og meget mere, som du kan tage med hjem og aflevere igen, når du er færdig. Du bruger låneskabene ved at logge ind med MitID.

Giv igen – med god samvittighed

Pressefoto

Det er sjældent, at alle ens ting følger med fra første studiebolig til voksenbolig. Og du udskifter formentlig en masse, hvis du flytter fra én studiebolig til en anden.

Heldigvis kan du også aflevere ting på nærgenbrugsstationerne, og på den måde kan du give andre aarhusianere gode forudsætninger for at finde gratis ting til hjemmet – med god samvittighed og uden at belaste naturen.

Her finder du nærgenbrugsstationerne i Smilets By

Nærgenbrugsstationen på Aarhus Ø. Pressefoto

Nærgenbrugsstationen ved Godsbanen – Dirch Passers Gade 5, 8000 Aarhus C.

Nærgenbrugsstationen på Aarhus Ø – Sverigesgade 12, 8000 Aarhus C

Begge har åbent fra 7-21 alle ugens dage.