Mere end 30 års traditioner brydes, når der skal byttes frimærker og mønter
Djurslands Møntforening er ikke med som arrangør, når der er Store Byttedag i Pavillonen. Men numismatikerne skal ikke fortvivle.
Det er ikke med deres gode vilje, men en meget vedholdende tradition bliver i år brudt, når der er Store Byttedag for numismatikerne og filatelisterne i Pavillonen.
Under de mere mundrette navne møntsamlere og frimærkesamlere mødes Djurslands Møntforening og Grenaa og Omegns Frimærkeklub hvert år i Pavillonen og tiltrækker ligesindede fra hele landet for at dele deres fælles interesser og holde byttedag for selvsamme.
I år bliver dog anderledes. Djursland Møntforening kæmper i øjeblikket med at få besat alle bestyrelsesposter i foreningen, og derfor er de ikke med som arrangør i år. Det er første gang i over 30 år, at de to foreninger ikke arrangerer dagen sammen.
Dte betyder heldigvis ikke, at møntsamlerne går forgæves, hvis de tropper op i Pavillonen på søndag 8. september.
Her vil der således stadig være masser at se på for møntsamlerne, mens der også er lejlighed til at bytte og sælge og få mønter vurderet.
Det fortæller John Andersen, der er kasserer i Grenaa og Omegns Frimærkeklub.
»Der er jo stadigvæk folk, der samler mønter. Og der synes vi, at de skulle have en mulighed for at kigge på noget også. Vi vil gerne favne begge dele, selv om det ikke bliver sammen med møntforeningen i år,« siger John Andersen.
Flere filatelister
Grenaa og Omegns Frimærkeklub kan notere sig et ganske positivt år i den lille forening.
Det er ikke nogen hemmelighed, at antallet af frimærkesamlere falder støt, men i den lokale forening har der rent faktisk været medlemstilgang.
»Vi ser jo folk, der har samlet frimærker som børn, måske helt tilbage tilbage i 60’erne, og så har det ligget stille, mens de er erhvervsaktive og passet deres arbejde og familie med små børn. Nu er de så blevet pensionister og fundet frimærkealbummet frem og finder ud af, at der er en frimærkeklub her i byen, og når de så møder op hos os en aften, så viser vi dem jo godt til rette,« siger John Andersen, som understreger, at det sociale samvær om de fælles interesser er hovedformålet, når foreningen mødes hver 14. dag.
Byttedagen finder sted i Pavillonens Store Momme og Lille Momme-sale på søndag 8. september fra klokken 10-15.