Auktionsfirma vildledte kunder: Medarbejdere bød på varerne
Flere eksperter har kaldt auktionshusets metoder problematisk, og nu har Forbrugerombudsmanden indskærpet reglerne overfor virksomheden.
Der var tale om vildledning af kunderne, da Campen Auktioner i Randers selv bød på varerne.
Det konkluderer Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse, hvor der samtidig rettes skarp kritik mod auktionshusets metoder, som TV2 Østjylland har afdækket over længere tid.
»Auktionshuset vildledte sine kunder, når det ikke tydeligt informerede om, at dets egne ansatte måtte byde på de varer, der blev sat til salg,« siger Torben Jensen, forbrugerombudsmand, i meddelelsen.
»Det var en væsentlig oplysning, som kunne påvirke forbrugeres beslutning om at byde på en vare, og den oplysning skulle de naturligvis kende til.«
På den baggrund har man indskærpet reglerne om markedsføring over for auktionshuset. Campen Auktioner er efterfølgende blevet solgt, men har stadig ejer Finn Campen i ejerkredsen.
Han har tidligere udtalt, at der var tale om en normal procedure i branchen.
På baggrund af oplysninger og dokumenter fra en tidligere ansat hos auktionshuset kunne TV2 Østjylland i april fortælle om den særlige metode. Her fremgik det også, at auktionshusets egne medarbejdere bød med, når varer blev sat til salg online.
Videre til ny auktion
Ifølge den tidligere medarbejder skete det for at byde varerne op til en bestemt pris. Blev varen ikke solgt, gik den videre til en ny auktion på et senere tidspunkt.
I pressemeddelelsen fra Forbrugerombudsmanden fremgår det, at sagen er taget op på baggrund af presseomtalen. Derudover var der kommet en klage fra en forbruger over, at Campen Auktioner ikke oplyste den samlede pris på varerne.
Forbrugerombudsmanden indskærper derfor reglerne om markedsføring over for Campen Auktioner. Det skal fremgå klart og tydeligt, hvis auktionshusets ansatte byder på de varer, som er sat til salg. Desuden skal auktionshuset tydeligt informere kunderne om den samlede pris på auktionshusets varer, står der i meddelelsen.
Flere eksperter har også peget på, at auktionshusets metoder er langt fra så uproblematiske, som Campen Auktioner selv gav udtryk for. Michael Bank Christoffersen, der er kunstrådgiver og vant til at deltage i online auktioner i ind- og udland, har tidligere kaldt det ”bondefangeri”.
Det glæder ham, at Forbrugerombudsmanden er gået ind i sagen.
»Jeg er glad for, at de er i gang, men jeg frygter, at de tænker: Så er den klappet af. Jeg ville gennemgå hele branchen og sørge for, at lovgivningen er opdateret til de teknologiske muligheder, der er,« siger han.
Huller udnyttes af branchen
Ifølge kunstrådgiveren er lovgivningen på området ”fuld af huller”, som mange i branchen udnytter.
»Det virker ikke ligefrem som et sundt område. Så jeg håber, at det her kun er startskuddet,« siger Michael Bank Christoffersen.
Indtil videre er der altså blot tale om en skærpelse af reglerne om markedsføring, og det har derfor ikke indflydelse på de kunder, der fortsat mangler deres penge.
Campen Auktioner A/S blev for en måned siden solgt, efter virksomheden har været i rekonstruktion - tidligere kendt som betalingsstandsning - siden juni. Det skyldes flere årsager, lød det i en pressemeddelelse.
Afslag på støtte
Man har blandt andet forsøgt at lave et nyt og mere effektivt auktionssystem, der dog ikke tjente så mange penge hjem, som der var behov for. Campen Auktioner havde også fået afslag på covid 19-støtte, som man ellers mener at have krav på.
Finn Campen ejer 22,4 procent i det nye selskab, mens Svend Aage Hansen Holding 2 ApS ejer resten. De har købt resterne af Campen Auktioner, som fortsætter driften, for to millioner kroner.
»Dette selskab er derfor også blevet orienteret om Forbrugerombudsmandens indskærpelse,« lyder det i pressemeddelelsen.
TV2 Østjylland har været i kontakt med Finn Campen, som ikke har ønsket at udtale sig. Den konstituerede direktør Kim Tange henviser til kurator Flemming Jensen.