Fortsæt til indhold

Banken vil være alt det, Streetfood ikke er: »Det er gået over al forventning«

En måned inde i sin tilværelse har Banken Foodhall luft under vingerne. Driftschef fortæller, at det er gået bedre, end man havde turde håbe på.

Samfund

Tirsdag den 20. august klokken 07.00 kom den til verden. Banken Foodhall, der skal være det nye, store samlingssted, midt i Aarhus, hvis det står til driftschefen på stedet.

Den første måneds tid har da også tegnet et ganske lovende billede for spisestedet, mange nok vil mene har visse lighedstræk med det populære Streetfood, kun godt 500 meter derfra i fugleflugtslinje.

»Vi vil være alt det, Streetfood ikke er,« lyder det fra Bugra Güngör, driftschef i Banken Foodhall.

Over for Din Avis Aarhus Onsdag giver han en mindre status efter en måneds levetid.

»Vi vil gerne skabe et rum i byen, hvor man kan få en god madoplevelse, og hvor man kan få et hurtigt måltid, uden at det behøver være højlydt eller hektisk,« siger Bugra Güngör.

Ligesom med konceptet Streetfood, er der i Banken Foodhall små køkkener, der hver især tilbyder vidt forskellige slags mad. Tørsten får man slukket i den centralt beliggende bar. Men så ophører lighederne også, understreger Bugra Güngör.

»Her får du maden serveret i porcelæn med bestik til, og glassene er pudset,« siger han.

Derudover ligger fokus på atmosfæren, der skal være »helt nede på jorden« og »så casual som muligt« med driftschefens egne ord.

Travlt

Men hvordan er det så gået med at tilbyde aarhusianerne noget, de ikke har set før?

Meget bedre end forventet.

Det er i hvert fald dommen her efter en måneds tid, ifølge Bugra Güngör.

»Benjamin (Meineche Overgaard, driftschef, red.) og jeg har sammenlagt åbnet 15-20 restauranter gennem de sidste 12 år, og det her er gået langt over forventning i forhold til, hvad vi er vant til,« siger han.

Han påpeger det forbehold, at Banken Foodhall åbnede kort inden Aarhus Festuge, der har øget travlheden.

»Generelt har det været en fornøjelse at komme i gang. Vi har gået lidt stille med dørene, for at alle har haft muligheden for at komme ind og se det i ro og mag. På sigt vil vi selvfølgelig sætte propellen i vandet,« fortæller Bugra Güngör.

Han beretter desuden om gæster, der er rigtig glade for stedet, og at man er meget tilfredse med den modtagelse Banken Foodhall har fået.

Med plads til mellem 350 og 400 siddende gæster og fuldt hus hver aften siden åbningen, er det ikke svært at forestille sig det leben, der er i Banken Foodhall. Derfor har de godt 50 ansatte i de syv køkkener, baren samt vinbaren haft travlt.

»Hver dag bliver vi klogere på, hvilken retning vi skal gå i, men det har faktisk være så gnidningsfrit som muligt at komme i gang,« siger Bugra Güngör.

Også på aftenen, hvor Din Avis Aarhus Onsdag var på besøg, var Banken Foodhall velbesøgt. Foto: Mathias Dueholm

Ingen startvanskeligheder

For nyligt har avisen besøgt og anmeldt Banken Foodhall. Her var der tale om en positiv oplevelse, men der blev imidlertid også bemærket, hvad der kunne betegnes som startvanskeligheder.

Der var blandt andet udsolgt af de glutenfri alternativer, og så var der en bestillings-app, der endnu ikke var flyveklar.

Selvom app’en gerne skulle have været klar på åbningsdagen, tilskriver Bugra Güngör dens fravær forsinkelser hos IT-leverandøren.

»Vi arbejder på højtryk for at få det klar, men i så stort et setup som vores, er det nødt til at være snorlige, når vi går i luften med det,« siger Bugra Güngör, der supplerer:

»Det findes ikke andre steder i Danmark på den måde, som vi har fået det strikket sammen på.«

Med hensyn til den manglende glutenfri pizza-dej og majspandekager er det ifølge driftschefen op til køkkenerne selv at have varerne på lager. Han tror dog ikke det er fordi, de har undervurderet opgaven, men det er en svær øvelse at ramme rigtigt med de allergenefri varer.

Det er ifølge Bugra Güngör endnu for tidligt at gøre noget op i salgs- eller besøgstal, men det tætteste han kommer på en konklusion over den første måned er:

»Det er gået bedre, end vi havde forventet.«