Fortsæt til indhold

Sang skal binde de unge kærligt sammen

Sangkraftcentre vil bruge sang til at skabe et kærligt rum til de unge på FGU og i 10. klasse.

Samfund

Nyt “Lyd på”-projekt under Kulturring Østjylland skal i et tværkommunalt samarbejde mellem tre sangkraftcentre fra Favrskov, Syddjurs og Skanderborg undersøge, om sang kan bruges til at skabe et rummeligt fællesskab blandt unge.

Det står i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at unge på FGU i Ryomgård, FGU Hørning samt 10. klasse fra Center 10 i Hammel i løbet af skoleåret 24/25 vil modtage en helt særlig tilrettelagt undervisning, der handler om at værne om de unges mentale helbred og fællesskabet med hinanden i klassen gennem sang og kreativitet.

Igennem hele skoleåret 24/25 kommer Lyd på på skoleskemaet en gang om ugen på de tre skoler.

»Vi er godt klar over, at det at bruge sang i hverdagen kan være udfordrende for både de unge og deres lærere, men vi tror på, at vi har en form, der kan rumme den usikkerhed og med tiden skabe et fællesskab, der kan noget særligt,« fortæller Elise Kokholm, leder af Sangkraft Favrskov og Sangkraft Syddjurs.

Der er ikke noget quickfix i forhold til at skabe fællesskaber i nye rammer, men uanset hvordan man har det, har man krav på at blive hørt og taget ordentligt hånd om
Alice Vestergård, leder af Skanderborg Synger

»I takt med at flere unge oplever ensomhed og stress, er det vigtigere end nogensinde at tilbyde dem et frirum, hvor der ikke er fokus på at skulle præstere, men på at være sammen, for eksempel om at synge og grine og lytte til hinanden. Sang og musik er en stærk katalysator for fællesskab, og Lyd på-projektet har til formål at udnytte denne kraft til at fremme samhørigheden blandt de unge. Der er ikke noget quickfix i forhold til at skabe fællesskaber i nye rammer, men uanset hvordan man har det, har man krav på at blive hørt og taget ordentligt hånd om. Derfor laver vi et forløb over et helt år, så der er tid for de unge til at finde ind i formen og være medskabere af den,« siger Alice Vestergård, leder af Skanderborg Synger.

Sideløbende med at sangen er at finde på skoleskemaet en gang om ugen, bliver to undervisere fra hver skole uddannet i faget og fulgt af en sangkonsulent fra Sangens Hus, som er med i undervisningen 12 gange i løbet af året. Forhåbningen er, at underviserne selv kan varetage undervisningen, så den kan fortsætte, når projektet slutter.