Fortsæt til indhold

»Børnenes stemme er vigtig«: Byrådet klar med politik for et godt børneliv

Byrådet har vedtaget en ny politik på børn- og ungeområdet. Børnene og de unge selv har været inddraget i forarbejdet.

Samfund
sra

»Mennesker møder mennesker i det gode børne- og ungeliv«

Sådan lyder overskriften på Skanderborg Kommunes nye børne- og ungepolitik, som byrådet netop har godkendt, skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Politikken blev godkendt på byrådsmødet 4. september, hvor de folkevalgte i enighed gav tommel op til politikken.

Den nye børne- og ungepolitik har været halvandet år undervejs. Der er blevet afholdt en række møder og workshops med børnehuse, skoler, forældre, foreningslivet, faglige organisationer og ikke mindst med dem, som politikken handler om: børn og unge.

»Børnenes stemme er vigtig i Skanderborg Kommune i almindelighed og i børne- og ungepolitikken i særdeleshed. Det har været en lang og meget givende proces, og jeg er sikker på, at de mange input fra børn og unge rundt omkring i kommunen giver ejerskab til politikken og får den til at leve fremadrettet,« siger Trine Frengler, formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

Lokale initiativer

Den nye børne- og ungepolitik omfatter »alle børn og unge i hele deres opvækst fra 0-18 år, uanset deres udgangspunkt i livet«, som det hedder i den indledende beskrivelse af politikken.

Politikken har været i offentlig høring med 29 høringssvar til følge. De roser blandt andet den inddragende og involverende proces, der har været i forbindelse med udarbejdelsen af politikken.

Høringssvarene udtrykker også stor opbakning til politikkens vision og ambitionerne på børne- og ungeområdet.

Vedtagelsen af børne- og ungepolitikken markerer en milepæl, men det er ikke en målstreg. Nu skal politikken omsættes til konkret handling.

»Politikken sætter den overordnede retning, men det er jo ude hos alle de gode folk, der arbejder med børn og unge, at det virkelige arbejde kommer til at foregå: dagpleje, institutioner, skoler, foreninger, råd og nævn. Politikken har med andre ord respekt for selvbestemmelsen og de lokale initiativer, som er humlen i Skanderborg-modellen,« siger Trine Frengler.

Børne- og Ungdomsudvalget drøfter implementeringen af den nye børne- og ungepolitik i efteråret. Et af de første tiltag bliver en børnevenlig ”plakat” om politikken, som man kan pege på og snakke om ude i børnehusene, på skolerne og så videre.

Den nye børne- og ungepolitik erstatter en række hidtidige politikker i Skanderborg Kommune. Den kan ses på kommunens hjemmeside.