Donation skal skabe fællesskaber for mænd
Mænds Mødesteder Randers har modtaget en donation.
LB Foreningen i Region Midtjylland har givet en donation på 30.000 kroner til Mænds Mødesteder Randers til deres værested. Det skriver LB Foreningen i en pressemeddelelse.
Donationen skal styrke foreningens arbejde med at arrangere aktiviteter, der ikke er sportsrelaterede. Formålet er at skabe stærke fællesskaber for mændene i området, hvor man vil arbejde for mindre ensomhed og social isolation.
»Det er godt nok flot, synes vi. Donationen fra LB Foreningen vil gøre det muligt for os at videreudvikle vores cykelværksted, vores metalværksted og vores træværksted til stor glæde for mændene her ved mødestedet. Det er vigtigt, at vi kan udvikle vores aktiviteter, for hvis vi ikke udvikler, så afvikler vi. Sådan er det,« siger Arne Færch Olesen fra Mænds Mødesteder Randers og fortsætter:
»Vi vil også kunne lave aktiviteter som at tage på fisketure, tage på virksomhedsbesøg, og lave mad over bål og fællesspisninger i vores faciliteter på Bakkevej. Vi håber, at vi med donationen kan få endnu flere med i det stærke fællesskab, vi har hernede.«
Mænds Mødesteder Randers har siden 2018 drevet værestedet, hvor foreningen først startede et træværksted op. Foreningen er en del af Mænds Mødesteder Danmark, men foreningen har egne vedtægter og fungerer autonomt inden for grundreglerne i foreningen.
Der er i skrivende stund tilknyttet syv frivillige, som arbejder for at skabe gode aktiviteter for mændene i Randers. Der er i alt 42 medlemmer, og mænd i alle aldre er velkomne.