Fortsæt til indhold

Tarmbakterier fundet i drikkevand: »Kog det«

Fækal forurening truer drikkevand i Tirstrup og Øksenmølle-Fuglslev – kogepåbud er øjeblikkeligt udstedt.

Samfund

Beboere i områderne omkring Tirstrup og Øksenmølle-Fuglslev er blevet ramt af en vandkrise.

Syddjurs Kommune har, efter samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed, udstedt et omgående kogepåbud til forbrugere, der er tilknyttet Tirstrup Vandværk og Øksenmølle-Fuglslev Vandværk.

Årsagen er påvisning af enterokokker – bakterier, som stammer fra fækal forurening og som kan udgøre en sundhedsrisiko. Enterokokker er tarmbakterier og er en naturlig del af tarmfloraen.

Med påbuddet anbefales det, at alt drikkevand og vand til madlavning koges, indtil yderligere analyser viser, at vandet igen er sikkert at indtage. Enterokokkers tilstedeværelse i drikkevandet tyder på en alvorlig forurening, som kan bære sygdomsfremkaldende bakterier med sig.

Tirstrup Vandværk, der forsyner cirka 300 forbrugere, og Øksenmølle-Fuglslev Vandværk, der forsyner omkring 900 – primært sommerhuse – står nu over for en grundig oprensningsproces.

Begge vandværker har iværksat tiltag for at få renset vandet og få foretaget nye analyser, som er i gang.

Forbrugerne opfordres til at følge nøje med i informationer fra vandværkerne og kontakte egen læge, hvis de oplever sygdomssymptomer efter indtagelse af forurenet vand.