Krudt i røven og hjertet i byen: Hanne Sloth fylder 75 år

»Jeg er en kludekræmmer med krudt i røven,« siger Hanne Sloth og griner.

Hun står i det lille bitte baglokale i sin butik Hanne Sloth Mode på gågaden i Ebeltoft.

Herfra har hun fulgt og i den grad påvirket byens udvikling i godt 27 år.

Hun ville givetvis forsøge at trække ordene tilbage, hvis hun vidste, de kom med i avisen, men skal man give et ærligt billede af hende, så hører den slags bramfrie udtalelser med.

Hun er nemlig både direkte og lattermild, hårdtarbejdende og dedikeret som få i de projekter, hun kaster sig over. Og dem er der mange af.

25. september fylder hun 75 år, og selv om hun er begyndt at skære ned på sine mange tillidsposter, så er hun stadig særdeles aktiv.

Hun er medstifter af Business Djursland og Handel Syddjurs og har gennem årene siddet i flere bestyrelser, blandt andet for Viden Djurs.

I dag har hun en stol i rådet for Nationalparken og kommunens Bevaringsråd plus bestyrelsesposter i Ebeltoft Idrætscenter og Ebelfestivalen.

Men den vigtigste post, hun har, og som alt andet er udsprunget af, er som formand for Ebeltoft Handelsstandsforening.

Når hun udtræder af den til foråret, har hun siddet der i 21 år. Og det har været hendes hjertebarn.

»Mit mål har været, at folk skal vide, den er der, og den skal have et formål. Det har jeg nået,« siger hun.

Ingen minus-dage

Hanne Sloth er født og opvokset i Auning og Rimsø på det nordlige Djursland.

Efter nogle år på Sjælland, hvor hun blandt andet uddannede sig til og arbejdede som økonoma, flyttede hun i 1984 tilbage til Djursland.

Der gik ikke lang tid, før hun blev involveret som frivillig i Ebeltoft Sommerfest, og derefter er det gået slag i slag.

Hun er stærkt afhængig af at gøre en forskel. Der skal ske noget.

»Alt nyt er spændende. Nye mennesker og nye udfordringer. Jeg elsker at være med til at starte noget og se, at det udvikler sig.«

Hun er ikke bare en igangsætter, men også en, der eksekverer.

»Ideer skal føres ud i livet. Jeg får mange af dem, og det er sjovt, men det er for mig lige så sjovt at føre dem ud i livet og se ting ske. Jeg kan ikke så godt lide, når folk får ideer, men ikke selv gider at realisere dem. Og måske er det derfor, jeg får rodet mig ud i så mange ting, for jeg bliver hurtigt utålmodig, hvis der ikke sker noget, og så går jeg i gang.«

Hun er en lige så smilende, lys og blomstrende sjæl som mønstret på sin kjole, og det er nok sådan, de fleste kender hende.

Og der er mange i lokalområdet, der kender hende.

Hun har sat aftryk i alle hjørner af kultur, turisme og handelsliv i byen og på hele Djursland.

»Jeg kan ikke få nok af at møde mennesker og skabe ting med dem, men jeg er samtidig meget privat. Der er mange, der får meget, men få får det inderste.«

Man skal ikke tage fejl af den smilende, blonde hvirvelvind. Hun har sine meningers mod. Dem kæmper hun for, men hun er ikke typen, der går rundt og er sur.

»Det gider jeg ikke bruge min tid på. Jeg kan godt blive vred, men så får jeg det ud, og så er det overstået. Jeg er ikke sådan en, der går rundt og grubler og filosoferer og spilder min tid på tanker og bekymringer. Jeg gør bare.«

Hun mener selv, at hun har sin drivkraft fra sin mor, og selv om det er mange år siden, hun mistede hende, så bliver hun stadig rørt, når hun taler om hende.

»Vi lignede hinanden på alle punkter. Af udseende og sind. Hun lærte mig disciplin. At man skal arbejde for føden, men vigtigst af alt lærte hun mig at glædes over de små ting.«

Og derfor har Hanne Sloth med egne ord ingen minusdage.

»Jeg har kun perfekte dage. Jeg forsøger altid at vende alting 180 grader og finde det gode. Folk siger til mig, jamen du har da også haft et let liv, men det har jeg ved gud ikke. Alle har mørke stunder, men min erfaring er, at det er dem med de hårdeste skæbner, der er mest positive.«

For min egen skyld

Hanne Sloth har lagt - og lægger stadig - et nærmest umenneskeligt antal frivillige timer mange forskellige steder.

»Jeg gør det ikke, fordi folk skal kunne lide mig, men fordi jeg selv får rigtig meget ud af det på det menneskelige plan. Jeg gør det for min egen skyld.«

Især som formand for Handelsstandsforeningen har hun været frivilligt flittig.

Her får hun godt nok et honorar, men det står på ingen måde mål med de timer, hun lægger i opgaven.

Når en ny formand træder til i foråret, vil posten af den grund alene skifte karakter, for det er de færreste, der vil være indstillet på at gøre det samme, men det behøver de heller ikke.

»Det har givet mig rigtig meget og har været en fantastisk glæde, men det betyder ikke, at en ny formand skal gøre det samme som mig.«

Hun elsker Ebeltoft og beskriver den som en by, der har alt.

Selv bor hun på en bakketop med alle skovens dyr og udsigt over vandet med sin bedre halvdel Niels Poulsen, og også på den hjemlige front er der altid gang i den med syltning, strikketøj, blomster, drivhus eller familien, som blandt andet tæller 12 børnebørn.

Ikke falde i søvn

Hvad angår handelslivet i Ebeltoft er hun også godt tilfreds.

Fire butikker er lukket denne sommer. Det drejer sig om en vinbutik, et galleri, en tøjbutik og en sushirestaurant.

Ifølge butikkerne selv skyldes det ikke, at de havde en dårlig forretning, og Hanne Sloth er da heller ikke bekymret.

»Der er altid nogen, der råber vagt i gevær og frygter, at nu er vores by ved at blive afviklet, men jeg er ikke bekymret. Butikker har til alle tider lukket, men nye er altid startet op, og det sker også denne gang, er jeg sikker på.«

Hun mener, at Ebeltoft er privilegeret med natur, gode og store attraktioner og masser af besøgende, som betyder, at byen klarer sig godt sammenlignet med andre provinsbyer.

»Men det er klart, vi skal heller ikke falde i søvn. Vi skal huske, at nok er Ebeltoft fantastisk, men der er også mange andre fantastiske steder i Danmark, så vi skal blive ved med at lægge os i selen for at have en aktiv og attraktiv by.«

Fremover bliver det ikke længere i samme grad Hanne Sloths ansvar, når hun går af som formand for Handelsstandsforeningen. Det har hun vidst, at hun ville gøre i to år, og det er ikke kun her, hun langtidsplanlægger sin pensionisttilværelse.

Hun har nemlig også allerede bestemt, hvornår hun lukker sin butik. Men det holder hun for sig selv indtil videre.

Karrieren som kludekræmmer har fået en slutdato, men hun vil altid have krudt i røven.

»Jeg kommer ikke til at gå i stå. Jeg elsker udfordringer og vil altid springe til. Jeg tror slet ikke, jeg kan lade være.«