Rejs dig, råb højt – DemoRådet vil have dig!
Vil du have indflydelse? Kom til valget den 11. september og gør din stemme gældende.
Onsdag den 11. september kl. 16-18 er der valg til DemoRådet i Syddjurs Kommune – et ungdomsråd, der giver unge en stemme i kommunale beslutninger. Det er ikke bare en mulighed for at få gratis pizza, popcorn og sodavand, men for at tage ansvar og være med til at forme fremtiden.
DemoRådet er sammensat af unge, som mødes ugentligt for at diskutere emner, der betyder noget for os: alt fra bedre fritidsmuligheder og transport til klima, kultur og uddannelse. Her kan du få indflydelse og sikre, at unges behov og ønsker ikke bliver glemt i kommunens beslutningsprocesser.
Hvis du er mellem 13 og 25 år, kan du enten stille op eller møde op for at stemme. Det kræver ingen politisk erfaring – kun viljen til at gøre en forskel. Hvad enten du er engageret i miljøspørgsmål, brænder for bedre faciliteter til de unge, eller vil skabe bedre sociale rammer, så er DemoRådet din chance for at blive hørt.
Mød op på Kulturhotellet
Valget foregår på Kulturhotellet i Rønde, og stemningen bliver uformel, fyldt med fællesskab og muligheder for at møde andre engagerede unge.
Det nuværende DemoRåd består af 11 eller 12 unge, der alle enten går eller har gået på Syddjurs Gymnasium.
»Flere blev studenter før sommerferien og har planer om at skulle noget andet. Derfor har vi brug for nye ansigter,« siger Alma Milvang, medlem af DemoRådet.
Hun håber, at der vil dukke unge op til valgdagen, der ikke er rundet af Syddjurs Gymnasium.
Der er masser af plads til unge fra andre ungdomsuddannelser – hhx, eux, skolerne og unge, der måske har en plan om eller allerede er i gang med at blive tømrer eller murer.
Særlig kultur
»Forklaringen på, at unge fra Syddjurs Gymnasium ofte er dem, der præger DemoRådet, skyldes sikkert, at vi her opfordres til at være aktive og give vores mening til kende om alt muligt. Sådan er kulturen på gymnasiet, men det vil være dejligt, hvis der også dukker andre unge op til valget,« siger Alma Milvang.
Selv beslutter hun først ved selve valghandlingen, om hun er klar til at tage et år mere.
»Det afhænger meget af, om der er nye, som gerne vil være med. Hvis der er det, er det fint for mig.«