Fortsæt til indhold

Få hits under huden, når bibliotek hylder The Kinks

Auning Bibliotek inviterer til en aften i musikgruppen The Kinks tegn.

Samfund
mw

I år er det 60 år siden, den britiske rockgruppe The Kinks slog igennem med hittet ’You Really Got Me’. I den forbindelse har Auning Bibliotek arrangeret en aften i musikkens tegn for alle interesserede.

Det skriver Norddjurs Biblioteker.

Torsdag 26. september klokken 19 skruer biblioteket op for anlægget og fejrer 60-året med gruppens bedste numre fra 60’erne. Blandt perlerækken af hits er ’All Day and All of the Night’, ’Sunny Afternoon’, ’Waterloo Sunset’, ’Lola’ og naturligvis ’You Really Got Me’.

Aftenens vært er Thomas Damm fra Auning Bibliotek, og han vil guide lytterne gennem historien om The Kinks. Med sig har han alle gruppens udgivelser, og aftenens deltagere er med til at vælge, hvilke sange der skal sættes på.

Biblioteket får også besøg af MermaidMusic.dk fra Grenaa, som vil sælge The Kinks-plader i pausen.

Det koster 30 kroner at deltage, og prisen inkluderer et glas vin, en øl eller vand.

Billetter kan købes på www.norddjursbib.dk