Hjælp Patrick gå i kampen mod ensomhed: »Jeg ved, jeg ikke er den eneste«
Patrick Cakirli vandrer Danmark rundt for 7. gang for at skabe fokus på ensomhed. 15. og 16. september er han i Norddjurs Kommune, hvor borgere opfordres til at gå sammen med ham.
Patrick Cakirli er i fuld gang med at udføre sin 7. march mod ensomhed, hvor han vandrer 2.000 kilometer gennem Danmark i den gode sags tjeneste. Og 15.-16. september kan borgere i Norddjurs trave afsted sammen med ham.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
I år har Norddjurs Kommune allieret sig med Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole, hvor Patrick Cakirli vil holde et foredrag søndag aften. Desuden går alle skolens elever med på en del af ruten mandag 16. september.
Går i stå uden følgeskab
Konceptet for March mod Ensomhed er, at Patrick Cakirli må ikke gå, medmindre han har følgeskab - ellers skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring et symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.
»Jeg har i mange år kæmpet med ensomhedsfølelsen, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Det estimeres at 600.000 mennesker i Danmark hvert år føler sig svært ensomme, og det, synes jeg ikke, er okay. Derfor inviterer jeg Danmark med ud på en uforpligtende gåtur, hvor vi sammen kan skabe opmærksom på problemet,« udtaler Patrick Cakirli.
Patrick Cakirli udfører March mod Ensomhed hvert år for at sætte nationalt fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring såvel som for at samle penge ind. I år støtter marchen organisationen Tuba, der tilbyder gratis terapi og rådgivning til unge mellem 14 og 35 år, som er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug.
Det er muligt at støtte via bankoverførsel (1686 3232619987) eller på MobilePay (425 000).