55.000 gange tak fra Scleroseforeningen
Søndag 8. september afholdt Scleroseforeningen sædvanen tro sin årlige landsindsamling, og også her i området var frivillige på gaden for at samle ind.
»Vi var oppe mod stærke kræfter i form af et fortræffeligt sommervejr, der havde fået mange til at drage til stranden, og vi måtte også erkende, at det var mere end svært i år at få indsamlere nok til de forskellige ruter her i distriktet, som dækker Hornslet, Mørke og Løgten/Skødstrup, så adskillige gader og veje blev det desværre ikke besøgt,« lyder det fra foreningen i en pressemeddelelse.
»Men der skal lyde en stor tak til de mange, hjemmeværende, bidragsydere, der var særdeles flinke til at finde MobilePay, mønter eller sedler frem, således at vi næsten nåede samme beløb som sidste år, over 55.000 kroner, og måler man det indsamlede beløb per indsamler, blev det til en mærkbar rekord! Og ikke nok med, at I var meget gavmilde: vi blev taget imod med store smil og opmuntrende bemærkninger, og det gjorde traveturen meget lettere!«
Scleroseforeningen sender også en kæmpe tak til de mange lokale butikker og firmaer, der igen i år delte gavmildt ud af sponsorgaver, og selvfølgelig til indsamlerne, der fik gået mange km i det meget varme vejr.