Hvordan telefoncentralen afslørede byens hemmeligheder

For 70 år siden var det ikke ukendt, at nogen kunne lytte med under telefonsamtalerne. Men til forskel fra i dag fyldte det mindre i folks bevidsthed og blev ofte set som et supplement til den lokale sladder.

Centralen i Karlby

»Mine forældre købte telefoncentralen i Karlby i 1947 og passede den indtil automatiseringen i 1972,« fortæller Bent Fisker, der nu bor i Hornslet sammen med hustruen Bente.

Bents Fiskers far var vognmand, men det er nok især hans mor, Valborg, de ældre i lokalområdet stadig husker som centraldamen. Når man løftede røret, var det Valborgs stemme, man hørte, klar til at skabe forbindelse – og det kunne lige så godt være den 12-årige Bent, der stod for at forbinde samtalerne.

Vidste pænt meget

»Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg jævnligt passe telefonomstillingen en time eller to,« siger Bent Fisker.

»Når der ikke var så mange opkald, kunne tiden godt føles lang, så jeg holdt nogle gange knappen trykket ind og lyttede med. Hvad skulle jeg ellers lave?«

Således vidste Bent Fisker, ligesom sin mor, meget om folk i området.

Der var dog grænser: »Hvis nogen snakkede for længe, brød jeg ind og sagde ’tre minutter’. Og stoppede de ikke, kom det på regningen.«

Langt til Vejle

»Lokalopkald var de nemmeste at etablere, og jeg tror faktisk ikke, at folk betalte for dem,« siger Bent Fisker. Andre samtaler, som til Vejle, krævede mere arbejde. »Jeg kunne ikke ringe direkte til Vejle, men måtte igennem andre centraler for at få forbindelse. Når det var klar, ringede jeg tilbage til opringeren.«

At ringe til udlandet – eller Sjælland – tog endnu længere tid og kostede endnu mere.

24-timers job

»Centralen var åben fra kl. 7 til 20. Ringede man efter kl. 20, kostede det ekstra,« fortæller Bent Fiskker.

De første år kunne familien tage hjemmefra jule- og nytårsaften, men det ændrede sig i 1950, da det blev et 24-timers job.

»Vi prøvede at besøge nogen jule- og nytårsaften fra kl. 18-24. Ingen kunne ringe i det tidsrum, men der skete heldigvis ikke noget.«

Skelsår og alder

I dag bruger Bent og Bente Fisker megen tid i Hornslet Motionscenter, hvor de træner sammen.

»Vi byggede hus i Skørring for 70.000 kroner i 1966,« siger Bent Fisker

»Siden 2002 har vi boet i en andelsbolig her i Hornslet, hvor jeg i alle årene har været kasserer.«

»Jeg har pacemaker og to nye knæ,« fortæller han.

Parret træner to gange om ugen efter, at de tidligere havde trænet på Rosengården, hvor der ofte var trængsel.

»Vi stoppede igen, men så købte Bente et halvt års medlemskab i Hornslet Motionscenter. Da det skulle fornys, begyndte jeg også at træne.«

Bente Fisker tilføjer: »Selvom det kræver overvindelse for Bent, ved vi jo godt, at det gør godt for os.«

Diamantbryllup

Den 10. oktober kan Bente og Bent Fisker fejre diamantbryllup.

»Vi har lejet et sommerhus i Ebeltoft og inviteret venner og familie til fem timers mad og drikke på Skakkesholm i Grenaa,« fortæller Bent Fisker.

Hans kone tilføjer: »Jeg vil gerne træne mere, men jeg vil jo også gerne have Bent med.«

Han smiler: »Ja, ja – jeg skal nok … men jeg er bare lidt forsigtig med at love for meget.«