Sæsonens sidste honning er i hus
Biavlere i Norddjurs har høstet og slynget for sidste gang i år.
Biavlerne i Norddjurs har været i sving med at høste og slynge sæsonens sidste honning.
Det skete ved et arrangement i Norddjurs Biavlerforening. Der blev arbejdet intenst og hyggesnakket på Stenvad Mosebrug, hvor skolebigården holder til.
Nu bliver det efterår med indendørs sysler i foreningen. For eksempel Starter bisløjd igen om mandagen på Mosebruget. I november er der honningsmagning, hvor foreningens medlemmer dyster om den “Gyldne Stadekniv”. Der er altid mange spændende honninger at smage på.
Til fællesspisning tirsdag 17. september skal medlemmerne snakke om næste års store, internationale messe for biavlere , Apimondia, som løber af stablen i Bella Centret i København. Der forventes omkring 10.000 deltagere fra hele verden.
Til foråret 2025 starter et nyt begynderhold op. Det byder på fem teorilektioner efterfulgt af tirsdagspraktik i skolebigården - og så kan man kalde sig biavler.