Fortsæt til indhold

53,5 meter høj mobilmast får grønt lys

Efter at have modtaget tilladelse fra kommunen er opførelsen af en 53,5 meter høj antennemast i Ryomgård nu klar til at begynde.

Samfund

En ny 53,5 meter høj mobilmast skal erstatte en eksisterende mast i Ryomgård, tæt ved P. Vejsgaardsvænget.

Masten opføres i et skel ved fodboldanlægget syd for den nuværende mast, der er 49 meter høj, oplyser Syddjurs Kommune.

Placeringen er rykket ca. 120 meter mod syd for at sikre bedre mobildækning i området.

Det er Connect44 A/S, der er entreprenør på opgaven..

Projektet har modtaget dispensation fra lokalplan 47, der normalt begrænser bygningshøjden til 8,5 meter. Dispensationen er givet i henhold til planlovens § 19, og arbejdet forventes at gå i gang om 5-6 uger, når adgangen til området er endeligt afklaret.

Sådan tager den kommende mast sig ud set fra parkeringspladsen ved Midtdjurshallen. Visualisering

Ingen naboklager

Kommunen har ingen bemærkninger modtaget fra naboerne under høringsperioden, som strakte sig fra den 20. februar til den 5. marts 2024.

Snittegninger af den nye mast. Hentet i ansøgningsmaterialet

Projektet vurderes ikke at medføre væsentlige gener for de nærmeste beboere, der ligger mindst 250 meter fra mastens nye placering ved fodboldanlægget.

Selvom mastens højde overskrider lokalplanens grænse med 45 meter, vurderer kommunen, at overskridelsen ikke vil ændre områdets karakter væsentligt, da det primært er udlagt til idræts- og skoleaktiviteter.

Den nye mast vil styrke mobilnetværket betydeligt i Ryomgård og omegn.