Marianne giver døende tryghed i de sidste timer: »Så kyssede han hende farvel i fuldstændig fred og ro. Det var enormt smukt«

Marianne Eskildsen husker tydeligt synet, da hun trådte ind i det gamle ægtepars hjem.
Kvinden lå i plejesengen i den store stue, mens hendes mand afmægtigt så til. Fortabt og drænet for energi efter flere års pleje af en syg hustru, som nu var døende.

Som våger var Marianne Eskildsen og hendes kollega kaldt ind for at hjælpe med at våge over den døende kvinde i hendes sidste dage.

»Manden står fuldstændig fortabt. Mat i øjnene og virkelig træt og så siger han ”Jeg vidste slet ikke, man kunne få sådan en hjælp. Jeg vidste ikke, det eksisterede”,« fortæller Marianne Eskildsen.

»Og så kan vi sige til ham, at nu skal vi nok tage over. Vi våger over din kone. Vi holder hende i hånden og stryger hende over panden. Nu kan du gå ind og sove, og hvis der bliver noget, så kalder vi på dig.«

Tilbud i den sidste tid

Vågetjenesten er et tilbud til både de døende og de pårørende. En ekstra tryghed i en vanskelig tid, hvor en varm hånd eller en tiltrængt nattesøvn kan gøre en verden til forskel.

I Grenaa og i den gamle Nørre Djurs Kommune er vågetjenesten drevet af Røde Kors. De har hidtil fungeret som to selvstændige enheder, men siden den tidligere aktivitetsleder i Grenaa sidste år døde, har det ikke været muligt at finde en ny leder.
Derfor er de to afdelinger nu slået sammen til én enhed, der dækker den østlige del af Norddjurs Kommune.

Her er Lone Juncher nu aktivitetsleder. Hun har et stort ønske om, at flere kender til tilbuddet, hvor den frivillige hjælp kan betyde alverden.

»Jeg oplever, at vågetjenesten er gået lidt i glemmebogen efter årene med corona, hvor det jo var helt udelukket, at vi blev kaldt ud. Så har det været lidt svært at løbe i gang igen, fordi vi ikke har været en del af hverdagen for plejepersonalet i den tid,« konstaterer Lone Juncher med henvisning til, at det oftest er hjemmeplejen eller personalet på plejecentrene, der gør døende og pårørende opmærksomme på, at vågetjenesten findes.

Det er en lidt paradoksal situation, for interessen for at være våger i den lokale afdeling har været stigende, men efterspørgslen er endnu ikke fulgt med.
Det bedste er naturligvis, hvis de pårørende selv kan være der hos den døende. I mange tilfælde er det bare ikke muligt, og der findes også mange mennesker, som ikke har pårørende, noterer Lone Juncher.

»Det er jo kun dejligt, hvis folk løser det selv. Men det er jo uheldigt, hvis plejepersonalet løber spidsrod om natten og alligevel må efterlade en døende alene. Nu har vi fået et lidt større korps af vågere, så vi har flere mennesker at trække på,« forklarer hun.

Det betyder blandt andet, at Vågetjenesten i øjeblikket er i gang med at øge samarbejdet med plejecentrene, da ressourcerne i vågekorpset nu kan rumme en eventuel øget efterspørgsel efter tilbuddet.

Lys i øjnene

Marianne Eskildsen forlod efter en rolig nat det gamle ægtepar. Da hun to dage senere kom tilbage, var det et helt andet menneske, hun mødte, da ægtemanden bød hende velkommen.

»Jeg kommer ind og ser den her mand på over 90 år, der har fået lys i øjnene og overskud igen, fordi han nu har fået sovet i et par nætter. Han havde siddet og læst en bog, som han var så opslugt af, at han slet ikke hørte mig banke på, så han havde fået en lettelse og en ro i, at der var nogen, der kunne hjælpe ham i en svær tid. Hele bekymringen om den del havde han slukket. Sådan tolker jeg det i hvert fald,« fortæller Marianne Eskildsen.

Det stemmer ganske godt overens med fortællinger fra Røde Kors.

»Ord kan ikke beskrive, hvor værdsat det er fra vores side, at vi kunne komme hjem, få et bad, sove og samle kræfter, velvidende at hun var i varme hænder,« beskriver en pårørende hjælpen fra Vågetjenesten.

Det er nemlig ikke unormalt, at det er forbundet med en stor portion dårlig samvittighed hos de pårørende, hvis de er nødt til at forlade den døende.
Selv på plejecentrene og sygehusene er mange overladt til sig selv, når livet rinder ud, fordi personalet ikke har ressourcer til at våge over de døende.

Ifølge Røde Kors dør omkring 5.000 danskere hvert år uden medmenneskeligt nærvær omkring sig i den sidste tid.

Det er for mange. Og det er hele drivkraften i det frivillige arbejde, fortæller aktivitetsleder Lone Juncher.

»Vi kommer til verden i selskab, og vi synes egentlig også, at man skal forlade verden i selskab. Det er den tese, vi arbejder ud fra. Der må både være en følelse af forladthed, hvis man bare ligger alene, og så er der jo også mange, som er bange for at dø. Det giver ro, når vi kan sidde og holde dem i hånden og fortælle, at de ikke er alene,« uddyber Lone Juncher og understreger, at det altid er i dialog med de døende og eventuelle pårørende, at enten hjemmeplejen eller personalet på plejecentre og sygehuse tilkalder Vågetjenesten.

»Der er jo også nogen, der siger, at de ikke har noget imod at være alene, når de skal dø. Så vi skal ikke tro, at alle ønsker, at Vågetjenesten bliver tilkaldt, og det respekterer vi altid. Men jeg synes, det er godt, at de ved, at der er et tilbud,« tilføjer hun.

Smuk og rolig afsked

Det var også medmenneskeligheden, der fik Marianne Eskildsen til at melde sig til tjenesten for halvandet år siden.

Hun har selv en fortid i hjemmeplejen, men en sundhedsfaglig baggrund er ikke nødvendig. Vågerne må således slet ikke deltage i plejen af den døende. Det vigtigste er, at man kan udvise omsorg og nærvær.

Det gjorde hun den sidste nat hos det gamle ægtepar.

Selv om soveværelset lå på førstesalen i huset, havde manden insisteret på at sove ved siden af sin hustru. Da Marianne Eskildsen i løbet af natten kunne høre, at der var ved at ske en ændring i kvindens vejrtrækning, strøg hun hende over håret og panden for at lade hende mærke tilstedeværelsen.

»Jeg valgte at lade manden sove videre stille og roligt. Så tog jeg dem begge i hånden for at skabe en forbindelse mellem dem, og hun sov ind med kontakten til sin mand,« fortæller Marianne Eskildsen.

Hjemmeplejen og en læge blev tilkaldt. Manden blev vækket og fik overdraget beskeden om hustruens bortgang.

»Han var selvfølgelig bevæget, men han var også helt i ro og sagde, at det var godt hun fik fred på en rolig måde. Så kyssede han hende farvel i fuldstændig fred og ro. Det var enormt smukt og meget givende, og det var en meget værdig afsked, han fik lov at give sin kone, hvor han vidste, at der var nogen til at tage hånd om situationen. Det var derfor, jeg ville være med i Vågetjenesten, fordi jeg kan hjælpe et menneske til at blive sendt stille og roligt af sted. Og jeg synes, det er det, jeg gør,« siger Marianne Eskildsen.