Du udsættes for det 3 til 19 gange under indkøbsturen: Nu skal det være slut
Alkohol frister i snit ni gange under indkøbsturen, viser ny undersøgelse. Kræftens Bekæmpelse efterlyser regulering. På Djursland siger købmændene nej tak.
»Ni gange? Det var godt nok meget.«
Sådan lyder varehuschef i Føtex Ebeltoft, Ole Lambæks, umiddelbare reaktion på resultatet af en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
Den konkluderer, at kunder i dagligvarebutikker i gennemsnit møder alkohol ni gange på deres indkøbstur.
Det er problematisk af flere årsager, forklarer Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
»Når alkohol er synligt så mange steder, er det nemt at ”komme til” at købe det med hjem, selvom det ikke var planen. Det er især bekymrende, at vores børn og unge skal møde alkohol så mange gange i supermarkederne. Derfor bør området reguleres bedre,« udtaler hun i en pressemeddelelse.
Alkohol er sundhedsskadeligt og øger risikoen for flere sygdomme, herunder mindst syv kræftformer.
Alligevel drikker over 700.000 danskere mere end Sundhedsstyrelsens anbefaling, og danske unge er europamestre i fuldskab, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.
En tur gennem Føtex og Kvickly i Ebeltoft en onsdag formiddag, samme dag som undersøgelsen blev offentliggjort, viste dog et andet billede end undersøgelsens konklusion.
I Føtex bliver man allerede på parkeringspladsen mødt af en tilbudsplakat for 3 liter vin.
I kiosken ved indgangen står der spiritus på en hylde, og ved en køledisk står en række øl, som, ifølge Ole Lambæk, er stillet der, fordi kæden bag Føtex, Salling Group, kører en kampagne i alle butikker, og derfor kan han ikke selv bestemme netop den del.
Men i resten af butikken er der ikke alkohol at finde, bortset fra det område, der er dedikeret til øl, vin og spiritus.
Alkohol frister
Den nye undersøgelse er blevet lavet i 2024 i 34 dagligvarebutikker på Sjælland.
Alkohol var i gennemsnit placeret 8,6 forskellige steder i hver butik, men med stor variation i antallet af gange, fra tre til 19 gange.
Her menes separate steder, f.eks. adskilt af en gang og hvor der var andre varer ind imellem alkoholprodukter.
For eksempel talte en stor alkoholafdeling som ét sted.
Undersøgelsem viste blandt andet, at:
I to ud af tre butikker var alkohol placeret ved kasselinjen.
I en fjerdedel af butikkerne stod alkohol allerede ved indgangen.
I over to ud af tre butikker var alkohol placeret i synlige og farverige opsatser rundt om i butikken.
»Kræftens Bekæmpelse finder det bekymrende, at mange supermarkeder tilsyneladende har en strategi om at placere alkohol synligt mange steder, for det frister forbrugerne til at købe det, selvom det ikke var på indkøbslisten,« siger Mette Lolk Hanak.
»Markedsføring af alkohol til unge under 18 år er forbudt, men den store synlighed gør supermarkederne til reklamesøjler for alkohol, hvilket påvirker både unge og voksne,« siger hun.
Ja og nej til regulering
Politikerne har allerede fokus på problemet.
Aftalepartierne bag forebyggelsesplanen fra 2023 opfordrer til regler om, at alkohol ikke må stå ved siden af varer, der henvender sig til børn og unge, eller ved indgangen til supermarkedet.
Kræftens Bekæmpelse foreslår en tydeligere begrænsning af alkohol i butikkerne.
»Jeg er glad for, at politikerne tager problemet alvorligt. Vi foreslår, at alkohol i butikker bliver begrænset til at stå ét til to steder pr. butik. Dette vil gøre alkohol mindre synligt og mindske fristelsen for både børn og voksne,« siger Mette Lolk Hanak.
»Jeg har indtil nu ikke tænkt så meget over, om jeg lokker folk med alkohol og det sundhedsskadelige i det. Vi tænker mere på at få de gode tilbud frem, men jeg er helt åben for en regulering på området, som Kræftens Bekæmpelse foreslår,« siger Ole Lambæk.
»Det gør jeg gerne. Jeg tror ikke, det ville ændre væsentligt på salget.«
I Kvickly Grenaa er varehuschef, Kasper Wenzell ikke umiddelbart begejstret for udsigten til strammere krav til butikkerne.
»Jeg ikke tror på, det hjælper. Folk, der kommer ind for at købe alkohol, køber alkohol uanset, hvor det står. Det er ikke en impulsting ligesom slik, mener jeg. Jeg tror, det er bedre at sætte ind andre steder.«
Han mener, at butikkerne i forvejen har rigeligt med regler at forholde sig til.
»Butikkerne skal overholde regler indenfor arbejdsmiljø, fødevarer og senest sendte man unge mennesker ud for at se, om de kunne købe alkohol og cigaretter. Det giver jo uro hos personalet, at der er så mange ting, man skal navigere rundt i.«
Han fortæller desuden, at man hos dem kun har alkohol to steder i butikken – i kiosken og i øl- og vinafdelingen.
I SuperBrugsen i Auning, mener brugsuddeler Anders Rasmussen, at et lovindgreb er et stort skridt at tage.
»Tanken måske er fin, men vi kan jo ikke gemme alt det væk, der er usundt, hvis man kan sige det sådan? Vi overholder selvfølgelig loven og tilbyder kunderne det, de gerne vil have, og så er det op til kunden selv, hvad de vælger. Jeg synes, det er en drastsik beslutning at skulle gemme det væk.«
Generelt mener brugsuddeleren dog ikke, at der er noget i vejen for at staten regulere den slags.
»De gør man jo allerede på øl og cigaretter. Men i hvilken grad det er en anden snak, og det skal i så fald være på en realistisk måde. Det er jo let nok at få en undersøgelse ud og sige det skal fungere sådan her, men det skal jo fungere i praksis.«
Mette Lolk Hanak understreger, at regulering af alkoholens placering i supermarkeder blot er ét skridt mod at reducere den massive eksponering af alkohol over for børn og unge.
»Der er også brug for mere fokus på at bekæmpe markedsføring af alkohol på sociale medier, gennem influencers og sponsorater. Hvis vi vil have et sundere Danmark og hjælpe vores unge af med titlen som europamestre i druk, må vi sætte ind på flere fronter på én gang.«.