Fortsæt til indhold

»Der skulle graves et hul - og du skulle puttes i det«

Syddjurs Kommune tager nye skridt for at beskytte byrådsmedlemmer mod chikane og trusler. Heldigvis er chikane og trusler fortsat mere undtagelsen end reglen i den politiske debat.

Samfund

I lyset af den stigende bekymring over trusler, chikane og vold mod borgmestre og byrådsmedlemmer over hele landet, har Syddjurs Byråd enstemmigt vedtaget en række foranstaltninger for at beskytte sine medlemmer.

En ny Momentum-rundspørge afslørede, at hele 65,5 procent af borgmestrene har været udsat for sådanne angreb, og et flertal mener, at situationen er blevet markant værre de seneste år.

Denne udvikling udgør en alvorlig trussel mod vores åbne demokrati, advarer flere borgmestre, og Kommunernes Landsforening (KL) bakker dem fuldt op.

Også i Syddjurs

Vi må tage afstand fra og stå sammen imod sådanne handlinger. Det hører ingen steder hjemme, hverken i eller udenfor politik

I Syddjurs Kommune må ikke bare borgmesteren, men også hans kolleger i byrådet stå for skud af og til.

Socialdemokratiets gruppeformand, Casper Grud Nielsen, fortalte på onsdagens byrådsmøde om fire konkrete episoder fra denne byrådsperiode, hvor medlemmer af Socialdemokratiet er blevet decideret chikaneret.

Det skete under behandlingen af punktet ’Bistand til byrådsmedlemmer i forbindelse med chikane, trusler med videre’.

»I vores parti har vi oplevet flere episoder, hvor medlemmer er blevet chikaneret,« fortalte Casper Grud Nielsen:

  • En kollega blev overfaldet i Ebeltoft, mens han var på besøg med sin familie.
  • Et partimedlem fik smidt decideret ulækre ting i sin private postkasse.
  • Et andet gruppemedlem blev (på Facebook, red.) truet med, at der skulle graves et hul til ham, som han skulle puttes i.
  • Borgmesteren blev truet med demonstrationer foran sit private hjem, arrangeret af nogle mennesker, der selv rækker ud og ønsker at tage del i den politiske indflydelse.

»Vi må tage afstand fra og stå sammen imod sådanne handlinger. Det hører ingen steder hjemme, hverken i eller udenfor politik,« lød det fra en fortørnet Casper Grud Nielsen.

»Det er ikke fremmende for en demokratisk samtale. Hvis man ønsker at deltage i demokratiet, må man også opføre sig ordentligt og tage afstand fra denne adfærd,« fortsatte han.

Ny Øxenholt

Per Øxenholt fra Velfærdslisten Syddjurs har lovet at nedtone retorikken efter en kontroversiel Facebook-opdatering. Arkivfoto

Af de fire tilfælde, som Casper Grud Nielsen nævner, er to beskrevet i et større omfang i pressen.

Politikeren, der blev chikaneret under et besøg i Ebeltoft sammen med sin familie, var Miljøminister og minister for ligestilling, Magnus Heunicke.

Den foreslåede demonstration foran borgmesterens eget hjem i Ryomgård var et opråb fra Per Øxenholt, Velfærdslisten Syddjurs, på Facebook.

Han har siden overfor Lokalavisen fastslået, at han skrev det på Facebook som en joke. Ved samme lejlighed lovede Per Øxenholt, at han og hans liste fremover vil nedtone retorikken og anerkende en urban tone, når man barsler til gerne at ville i byrådet efter næste valg.

Trygt og respektfuldt

De to andre tilfælde vil Casper Grud Nielsen ikke uddybe eller fortælle yderligere om. Der er enighed om i den socialdemokratiske byrådsgruppe, at det skal være sådan.

»Jeg ved ikke, om disse handlinger, jeg nævner, er politisk motiverede, men min ambition er klar: Vi skal sikre, at vores politiske miljø er trygt og respektfuldt,« siger S-gruppeformanden.

»Min tanke med mit indlæg på byrådsmødet var selvfølgelig at fortælle om nogle grelle tilfælde, som vi har oplevet i Syddjurs, og appellere til, at hele byrådet tager afstand fra den slags i den demokratiske debat, og det ved jeg, at vi er enige om hele vejen rundt i byrådssalen.«

»Jeg vil gerne understrege, at vi som hovedregel har et fint forhold til de borgere, vi er i kontakt med, og at debatten generelt foregår i en fin tone.«

»Når jeg fortæller om de fire tilfælde, er det blot en konstatering af, hvad vi har oplevet i Syddjurs, men heldigvis også at det er mere undtagelsen end reglen.«

Fint med stærk sovs

Casper Grud Nielsen understreger, at hverken han eller Socialdemokratiet bliver pigesure, når den politiske debat og tone kommer op i et højt leje.

»Selvfølgelig skal der være plads til at tage en politisk debat, som også meget gerne må være skarp. Min anke er, at det ikke er i orden, hvis den bliver personlig og ikke handler om sagen og faktuelle facts. Det er i alles interesse og fordrende for en demokratisk samtale, at den handler om sagen og aldrig kammer over til at blive personlig,« understreger Casper Grud Nielsen.

Ved chikane og trusler

Der er enighed i byrådet om, at der fremover gælder følgende for byrådsmedlemmer i Syddjurs, hvis de bliver udsat for trusler eller chikane:

  1. Syddjurs Kommunes administration kan yde hjælp til politianmeldelse og betalt bistand til psykolog for byrådsmedlemmer, der oplever chikane, trusler med videre. Det overlades til Administrationen at vurdere, om betingelserne herfor er opfyldt i det konkrete tilfælde.
  2. Syddjurs Kommune kan yde betalt juridisk bistand til et byrådsmedlem, der bliver genstand for en whistleblowerundersøgelse. Det overlades til Administrationen at vurdere, om betingelserne herfor er opfyldt i det konkrete tilfælde.

Den økonomiske ramme i hvert tilfælde er 15.000 kroner til betaling af psykolog mv.