Fortsæt til indhold

Om fem år kan lokal landsby fyldes med flydende CO2

Møde i Gassum afslørede planerne for at gemme flydende CO2 i undergrunden. Det sker tidligst om fem år.

Samfund

Du husker måske de langsomtkørende hvide lastbiler og de måleinstrumenter, der blev placeret alle mulige steder omkring Gassum for et par år siden.

Nu har Energistyrelsen givet grønt lys til flere undersøgelser af CO2-lagring i undergrunden, og et af de udvalgte steder er lige nord for Randers i Gassum.

Hvis alt går efter planen, vil CO2-lagringsprojektet kunne lagre op mod 250 millioner ton CO2 – det svarer til Danmarks samlede udledninger de sidste 10 år.

De planer blev præsenteret for lokale borgere i Gassum-området i sidste uge. Her fik de fremmødte fortalt, hvad der kommer til at ske de næste 3-4 år, hvad man vil undersøge, og hvorfor man mener, at undergrunden i området er egnet til lagring afCO2

Et konsortie fik i juni i år tildelt Greenstore-licensen, der dækker området mellem Randers og Hobro. De består af Harbour Energy, som operatør, INEOS Energy og Nordsøfonden, der er statens undergrundsselskab.

I 2029

Vi har skrevet til Harbour Energy for at få lidt mere at vide.

Hvis alt går som det skal, hvornår kan lagring af CO2 tidligst begynde ved Gassum?

»Hvis undergrunden lever op til forventningerne, går alle andre undersøgelser og tilladelser fra myndighederne godt, kan vi være klar til at gemme i 2029,« skriver Kjetil Hjertvik, der er PR Manager i Harbour Energy i et svar til Din Avis.

Er der flere udfordringer, der skal tackles, før det kan ske?

»For at lagringen kan begynde i 2029, er vi også afhængige af, at udlederne er klar med nok CO2 i tide, og at transportløsningerne er på plads. Vi arbejder tæt sammen med de øvrige aktører i værdikæden for tidligt at gøre det klart, hvornår vi skal have de forskellige elementer på plads.«

Skal der købes/eksproprieres jord til projektet?

»Da vi er i planlægningsfasen, er det for tidligt at sige noget om dette endnu. Vi vil holde en tæt dialog med alle involverede i takt med, at projektplanerne bliver mere konkrete.«

Vil opbevaringen betyde lokale arbejdspladser?

»Vi vil bruge lokale leverandører, hvor det er muligt. Planen er at invitere lokale virksomheder til egne møder for at lære om, hvilke kompetencer der findes lokalt, og at lokale virksomheder skal lære om, hvilke behov vi har i fremtiden,« lyder det fra Kjetil Hjertvik.

Sådan virker det

Det hele begynder med at fange CO2 fra eksempelvis cementfabrikker. CO2’en renses og køles ned, så den bliver til væske, som herefter transporteres enten med tankbiler eller gennem rørledninger til lagringsstedet. Her pumpes den mindst 800 meter ned i undergrunden, hvor den fordeler sig i sandstenslag under en tæt lerkappe. Det er en teknologi, der har været brugt med succes i Norge siden 1990’erne – og nu er Danmark klar til at tage føringen.

Det betyder det for dig

For lokalområdet mellem Randers og Hobro kan CO2-lagringsprojektet betyde jobs, investeringer og en plads på verdenskortet som pionerer i den grønne omstilling. Greenstore-projektet, drevet af Harbour Energy og flere andre partnere, har potentiale til at reducere CO2-udledningen med op til 5 millioner ton om året.

Geus - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - har tidligere påvist, at den danske undergrund er velegnet til lagring af CO2 både til havs og på land.