Fortsæt til indhold

Fernisering: Kunst skabt i »anfald af dyb taknemmelighed«

Grenaa Kunst- og Musikforening inviterer til fernisering til ny udstilling med billedkunstner.

Samfund
mw

Grenaa Kunst- og Musikforenings kommende udstilling på Grenaa Bibliotek er med billedkunstner Katja Herrik.

Herrik arbejder helst i sort/hvid med særlig interesse for lyset og skyggen og deres indflydelse på af hinanden. Ofte er skyggen i hendes billeder lige så vigtig som motivet, der kaster den. Det er samspillet mellem lys og skygge, der ifølge hende gør billedet interessant. Hun er et udpræget naturmenneske, og det bærer hendes billeder præg af.

»Jeg er sådan en slags lavere jæger og samler, og mange af mine billeder er blevet til i et anfald af dyb taknemmelighed for, hvad naturen har givet mig. Det kan være et stykke vildt, jeg har nedlagt, en fisk, jeg har fanget, svampe, jeg har plukket, bær, jeg har spist, eller et smukt stykke tang, jeg har fundet på stranden,« udtaler Katja Herrik og fortsætter:

» Det kan også være en oplevelse med en and, der letter, en skarv, der står til tørre, en ræv i natten eller en ugle om dagen. Man får så mange gaver, når man færdes derude. Naturen er gavmild men også skrøbelig og følsom. Vi skal passe godt på den, for den er ikke bare en selvfølge. Det håber jeg, at mine billeder er med til at minde mennesker om.«

Ferniseringen finder sted på Grenaa Bibliotke 4. oktober klokken 17, hvor kunstneren vil være til stede.

Udstillingen kan ses til og med 3. november.