Nu lander længe ventede millioner til renovering af Auning Svømmehal
De slidte omklædningsrum skal over de næste to år renoveres for omkring 9 millioner kroner.
Der er stor glæde hos Auning Idræts- og Kulturcenter (AIK), efter anden runde af årets budgetforhandlinger blev afsluttet torsdag resultat.
En samlet kommunalbestyrelse er blevet enige om fordelingen af kommunens penge i 2025, og det betyder blandt andet, at AIK får en del af midlerne til en længe ventet renovering af bade- og omklædningsrum i centerets svømmehal, inklusiv faciliteter til personer med handicap.
Det vækker stor glæde hos bestyrelsesformand Uffe Hjorth, som igennem flere år har haft de mildt sagt bedagede omklædningsrum øverst på ønskelisten.
»Omklædningsrummene er i stort omfang fra opførelsen i 1971 og fremstår slidte og utidssvarende. Hvis vi fortsat skal kunne tiltrække gæster, er det nødvendigt at vi har de faciliteter, der opfylder de behov vores brugere har. Det er lige fra baby og handicappede til vores ældre brugere,« siger Uffe Hjorth i en pressemeddelelse.
Projektet vil således bringe faciliteterne op på et tidssvarende niveau til gavn for alle områdets borgere og tilflyttere.
Projekt til millioner
Renoveringen løber anslået op i omkring 9 millioner kroner.
Kommunalbestyrelsen har afsat 2.700.000 kroner i hvert af årene 2025 og 2026. Hertil forventes bidrag fra fond eller lån på kr. 2.700.000 kroner.
AIK bidrager med en egen-finansiering på 900.000 kroner.
»Vi forsøger fra AIK’s side altid at deltage med egenfinansiering i vores projekter. I forbindelse med de senere års store projekter som nyt ventilationsanlæg, nyt solcelletag og nu renovering af bade- og omklædningsrum, løber vores samlede medfinansiering op i ca. kr. 3.500.000 kroner,« oplyser Uffe Hjorth.
Fra politisk side er der også glæde over den kommende opgradering af faciliteterne i Auning.
»Auning og byerne i nærheden er væsentlige for vores visioner om øget bosætning i Norddjurs via gode kultur- og fritidstilbud. Derfor var omklædningsrum i svømmehallen i Auning også noget, der blev prioriteret bredt politisk,« fortæller Allan Gjersbøl (S), formand for Kultur- og Fritidsudvalget
Lukker svømmehallen?
Det er planen at de nye omklædningsrum indrettes, så de giver størst mulig fleksibilitet og mindst mulig ressourceforbrug, eksempelvis ved, at man kun stiller de faciliteter til rådighed, der er behov for.
I en given situation vil f.eks. et enkelt af rummene, kunne fungere som både herre- og dameomklædning.
Bestyrelsesformand Uffe Hjorth vurderer, at det meget store projekt, ikke kan gennemføres uden at påvirke svømmehallens daglige drift, men svømmehallen lukker ikke helt, fortæller han.
»Projektet gennemføres over to år, hvor planen er at det ene rum renoveres i 2025 og det andet i 2026,« lyder det.
AIK har udarbejdet en større masterplan, der tydeliggør, hvilke visioner og udviklingsønsker bestyrelsen og brugerne i AIK har i støbeskeen.
Det er ifølge Allan Gjersbø Jørgensen et godt grundlag for samarbejdet:
»Vi løfter i fællesskab med AIK, og de spiller altid konstruktivt ind med eksempelvis egenfinansiering og de har en fornuftig både kort- og langsigtet masterplan om udviklingen i centeret, hvor ingen politikere kan blive overrasket over ønsker nu og i fremtiden,« siger udvalgsformanden.
Den endelige godkendelse af kommunens budget sker på kommunalbestyrelsesmødet 8. oktober.