Fortsæt til indhold

Lad os bremse op og tænke os om i udbygningen af solceller på land

Samfund
Niels Lyder AndersenÅlsrodevej 23 8500 Grenaa

Professor i energiplanlægning på Ålborg Universitet, Brian Vad Mathiesen udtaler, at vi bør stoppe op og genoverveje den massive udbygning af vedvarende energi (VE) på land, som regeringen har lagt op til.

Brian Vad Mathiesen mener, at regeringens plan om at firedoble mængden af VE på land inden 2030 virker både urealistisk og unødvendig. Derfor bør planen helt skrottes og revurderes.

Ifølge Brian Vad Mathiesen bør vi i stedet udnytte de mange ledige tagflader og andre allerede bebyggede arealer til solceller. Han pointerer, at vi faktisk har rigeligt med tagarealer i Danmark til at dække behovet for yderligere solenergi uden at inddrage store landarealer, men problemet er, at det er billigere at sætte solcellerne op på markerne, og derfor er der brug for politiske tiltag.

Det er nødvendigt, at vi får nogle incitamenter til, at alle virksomheder tænker i solceller, men også at man tager parkeringsarealer og andre befæstede arealer i brug, hvor man ville kunne overdække med solceller, fastslår han.

Solceller producerer ikke strøm konstant, men kun når der er tilstrækkeligt sollys. I Danmark skinner solen i gennemsnit ca. 1800 timer ud af 8760 timer om året. Det anslås, at solceller typisk producerer strøm i omkring 1.000-1.200 fuldlasttimer årligt.

Danmark har allerede installeret 3,5 gigawatt solceller, og vores nabolande, såsom Tyskland og Holland, har også masser af solenergi i deres energimiks. Når solen skinner, er der en overflod af billig strøm, som ingen kan bruge, og det betyder, at vi risikerer at producere store mængder energi uden at have afsætningsmuligheder.

Så hvorfor fortsætte med at dække vores landskab med store solcelleanlæg, når vi reelt set ikke har brug for så meget mere solenergi?

Vi bør i stedet fokusere på fortsat at bruge den gode og særligt værdifulde landbrugsjord til fødevareproduktion og de mindre produktive jorder til skovrejsning og biodiversitetsprojekter. Det vil ikke blot bidrage til klimaindsatsen, men også styrke den danske natur og forbedre vores økosystemer.

Når det kommer til vores energiforsyning, skal vi tænke langsigtet og realistisk. Sol og vind kan ikke dække hele vores energibehov alene. Vi bør derfor også overveje kernekraft som en stabil og CO2-fri energikilde.
Kernekraft kan levere kontinuerlig energi uden at kræve store arealer og kan spille en vigtig rolle i at sikre, at vi har pålidelig strømforsyning året rundt.

Jeg opfordrer derfor Norddjurs Kommunes politikere til at tage ansvar, tænke langsigtet og ikke lade sig lokke af Regeringens kortsigtede økonomiske belønninger.

Beskyt vores gode landbrugsjord, styrk biodiversiteten, og lad os sikre en energiforsyning, der gavner både naturen, klimaet og vores lokalsamfund.