Der er afsat penge til ny Folkepark i Ebeltoft. Men er det nok?
Et samlet byråd indgik torsdag i sidste uge en budgetaftale for 2025. For Ebeltoft betyder det, at betalingsparkering er aflyst, folkepark, skole og børnehave får millioner, og vægterne støttes fortsat.
»Man skal mere se på signalet end på selve beløbet.«
Sådan siger Tommy Bøgehøj (C) om de fem millioner kroner, det er lykkedes byrådet at blive enige om af afsætte til den kommende Folkepark ved havnen i Ebeltoft.
»Jeg havde da gerne set, at der var afsat flere penge, men på den her måde sender vi et signal til fondene om, at vi er villige til at investere i byudviklingen.«
De fem millioner, som fordeler sig med to millioner i 2026 og 2027 og en enkelt i 2028, er budgetteret ud fra en forventning om, at det kommer til at tage lang tid at skaffe midler til Folkeparken.
Den har politikerne ellers selv udnævnt som førsteprioritet i det store prestigeprojekt Klimarobust Kystkultur, et byudviklingsprojekt i Ebeltoft, der har stået på i årevis, men som indtil nu har resulteret i meget få synlige forandringer.
Tommy Bøgehøj var én af flere politikere, der i forsommeren var ude med løfter om, at de ville arbejde for at finde penge til netop Folkeparken i budgetforhandlingerne, efter det kom frem, at tidligere beregninger af etableringsomkostningerne var skudt helt ved siden af.
I første omgang blev Folkeparken anslået til at koste fem millioner kroner, men det har vist at koste minimum tre gange så meget, hvis det kan gøre det.
Fejlen gav både byrådsmedlemmer og kommunens administration røde ører tilbage i juni, mens byens borgere, som har investeret oceaner af timer i arbejdet med planerne for byudviklingen, nærmere blev røde af raseri.
En af dem var forperson i Ebeltoft Distriktsråd, Vibe Bregendahl Noordeloos, og hun er ikke mindre oppe i det røde felt nu, efter resultatet af budgetforhandlingerne er landet.
»Det er fint, at der endelig er afsat noget reel finansiering til Folkeparken, men fem millioner rækker jo som en skrædder i helvede. Det nok lige lovligt optimistisk at tro på, at det er en startkapital, som kan løfte en realistisk finansieringsproces i gang.«
Hun giver ikke meget for Tommy Bøgehøjs forklaring om, at det er et signal til fondene.
»Det er et tamt signal. Hvorfor skulle fondene være interesseret i at gå ind i det, hvis kommunen ikke er villig til at lægge mere på bordet? «
Og så er hun er bekymret på vegne af hele Ebeltoft i Udvikling.
»Hvis det skal tage fem-ti år at nå i mål med Folkeparken, hvor lang tid kommer det så til at tage med de andre dele af projektet? Jeg har svært ved at forstå, at Ebeltoft i Udvikling har kørt i 10 år, og der ikke på noget tidspunkt er tænkt i kommunal delfinansiering. Det er lidt at gøre grin med de mange borgere, der har brugt så mange timer på det.«
Tommy Bøgehøj understreger, at man selvfølgelig kan flytte pengene frem, hvis en fond melder sig på banen i for eksempel 2025.
Vækst, klima og velfærd
Mens borgere i Ebeltoft venter på, at byudviklingen viser sig i virkeligheden, så kan de glæde sig over, at et forslag om betalingsparkering i byen blev fejet af bordet.
Ebeltoft Skole, som siden sammenlægningen af to skoler har haft udfordringer med udeområdernes beskaffenhed, får to millioner til at forbedringer.
Ebeltoft Børnehus skal udvides, der er sat penge af til at arbejde videre med forbedringer af banerne ved idrætscentret, muligvis en kunstgræsbane, og så kan alle, både borgere og turister, glæde sig over, at vægterne fortsat får støtte på 78.000 kroner om året.
Desuden er der i budgetaftalen skrevet en hensigtserklæring ind om et friplejehjem i Egsmarklund, som dog har lange udsigter endnu og i øvrigt også kræver en investor.
Budgetaftalen har fået overskriften ”Omstilling og investering i velfærd, vækst, klima og natur”.
Ifølge en pressemeddelelse fra kommunen signalerer den, at der afsættes ekstra midler til skoler, ældrepleje, håndtering af vådere klima og grøn omstilling.
Der skal laves en helhedsplan for 50 nye plejeboliger ved Ringparken i Ryomgård. Derudover skal demensplejehjemmet Frejasvænge i Kolind udvides fra 48 til 62 pladser.
Der afsættes 1,5 mio. kr. årligt i 2025, stigende til 3,65 mio. kr. årligt fra 2026, til at skabe inkluderende læringsfællesskaber i samarbejde mellem forældre, skole, PPR og andre aktører.
Der afsættes også 500.000 kr. ekstra til PPR.
De seneste års våde vejr har også påvirket budgetaftalen, og der afsættes derfor flere midler til både håndtering og planlægning for et vådere vejr.
Dersuden er der fundet midler til grøn omstilling, herunder natur- og miljøindsatsen, gendannelse af Kolindsund og forbud mod brug af pesticider ved boringsnære beskyttelsesområder.
Budgetaftalen giver plads til et stort anlægsbudget.
Der bygges en ny skole i Hornslet, en ny daginstitution i Rønde, Pindstrupskolen udvides, og kommunens plejeboliger skal udbygges.
Derudover kommer der større renoveringer og moderniseringer af blandt andet Rosengården i Hornslet, Ådalsskolen, Ådalens børnehus og altså også Ebeltoft Børnehus.
For at finansiere Budget 2025 er forligspartierne enige om at finde besparelser for i alt 12,1 mio. kr. i 2025, stigende til 13,9 mio. kr. i 2028.
Der er også aftalt yderligere besparelser og effektiviseringer for i alt 600.000 kr. i 2025, stigende til 1,4 mio. kr. i 2028.
I de kommende år vil der stadig være brug for ekstra midler til omstilling af kommunens drift, med besparelser på 15 mio. kr. i 2026 og yderligere 15 mio. kr. i hvert af de følgende år.