Fortsæt til indhold

Det er byrådets egen skyld, siger politiker om forsinkelse af byudviklingen i Ebeltoft

Ole S. Hansen fra Socialdemokratiet tilslutter sig nu det politiske kor, der lover, at de vil arbejde for at finde penge til den nye Folkepark, og så sender han en lille stikpille til sine byrådskolleger

Politik

Ny strategi for Ebeltoft i Udvikling er netop blevet endeligt politisk godkendt.

Omorganiseringen, som vi tidligere har omtalt her i avisen, skal sikre tydelig ansvarsfordeling og langsigtet fremdrift, lyder det i en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune.

Den politiske beslutning betyder blandt andet, at der er afsat penge til to ting:

1 million kroner til et forprojekt, der skal kortlægge vandkredsløbet i Ebeltoft og langs kysten og 250.000 kroner til at få lavet en finansierings- og fondsstrategi, der skal sætte skub i de forkromede planer for byudviklingen.

Det første initiativ i regi af udviklingsplanen er etablering af en Folkepark på halvøen, men det har vist sig at være en del dyrere end forventet.

Derfor skal der lægges en strategi for, om der skal arbejdes for at realisere projektet i sin helhed, eller om projektet skal deles op i etaper med henblik på en hurtigere realisering af første etape.

Det afgøres efter budgetforhandlingerne i efteråret, oplyser Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

I sidste uge var de konservative, med Tommy Bøgehøj og Kasper Kolstrup Møller i spidsen, fremme og sige, at de hilser omorganiseringen velkommen, og at de er klar til at arbejde for, at der afsættes penge i budgettet til, at det store arkitekttegnede projekt Klimarobust Kystkultur indenfor overskuelig fremtid kan begynde at manifestere sig i virkeligheden.

Socialdemokraternes Ole S. Hansen er enig med sine to byrådskolleger, men synes også, det lugter lidt af en gratis omgang at komme frem nu, for ifølge ham har muligheden været der før, men den forpassede byrådet.

»Det nytter ikke at råbe højt i 11. time og skyde skylden på andre. Vi har som byråd ansvaret for, at vi ikke endnu er kommet i gang,« lyder det i stikpilleform fra Ole S. Hansen (S) til to af sine konservative byrådskolleger. Pressefoto

»Det har været et uskønt forløb, hvor vi som et samlet byråd har været for nølende i forhold til at levere et økonomisk grundlag, der kan handles på. Det er klart, at der ikke kan laves en Folkepark og en klimasikring af den del af projektet, når der ikke er afsat midler i budgettet. Det nytter ikke at råbe højt i 11. time og skyde skylden på andre. Vi har som byråd ansvaret for, at vi ikke endnu er kommet i gang.«

Ole S. Hansen mener dog, at netop hans parti har forsøgt at få sat skred i tingene.

»Vi har ønsket at komme i gang i flere år, og det redegjorde jeg også for på et byrådsmøde allerede i november 2021. Forud for dette havde jeg i PUK-udvalget stemt imod indstillingen med netop den begrundelse, at der skulle skabes fremdrift i projektet kaldet halvøen. Så jeg mener, at vi som parti har været klare i mælet. Det er positivt, at der nu er flere partier, der er enige med os.«

Status på Ebeltoft i Udvikling med forslag til justeringer er blevet godkendt i både Natur-, teknik- og miljøudvalget, Erhvervs- og planudvalget og Økonomiudvalget.