Borgmesteren mangler både jordforbindelse og kompas
Planer om et nyt boligområde ved Ebeltoft har fået en læser til tasterne, hvor han blandt andet anklager borgmesteren for at have særinteresser. Læs borgmesterens svar nederst
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg har haft fornøjelsen at deltage i et af borgermøderne om forslag til helhedsplan for Ålerne.
Ålerne er det område, som ligger syd for Ebeltoft på højre side af Færgevejen og strækker sig fra Tolløkke Skoven til Kattegat. Området er kulturlandskab med landbrug, stor natur og vid udsigt.
Helhedsplanen er en uforpligtende skitse for, hvordan boligbyggerierne skal udvikle sig i dette område og danner grundlag for de efterfølgende, og juridisk forpligtende, lokalplaner.
Salgsmaterialet for helhedsplanen var som forventet flot og pænt farvelagt. Landskabsarkitekten havde lavet en fin folder krydret med alle de rigtige ord fra sine kollegaer.
Efterhånden, som mødet skred frem, fik jeg desværre et helt andet beslutningsgrundlag end det, borgmesteren ønskede at præsentere. Nogle vil mene, at det var et slet skjult forsøg på at manipulere borgerne.
Fakta for området er: Syddjurs Kommune har i allerede 2007 godkendt en lokalplan for det område, som ligger tættest på Ebeltoft med 77 parcelhusgrunde. Heraf er der pt. solgt tre stk.
Som enhver kan se, er det skidt.
Derfor bad ejeren af området i 2023 AART-arkitekterne om at indsende et nyt skitse-forslag for området med bæredygtig, tæt lav bebyggelse.
Det afviste borgmesteren med den begrundelse, at det var der ikke behov for. Det er vist det, man kalder for en EP-torsk, og havde været en god mulighed for en ny start for udvikling af området. Forstå det, hvem som kan. Det kan ikke være i Ebeltofts interesse.
Og nu til særinteresserne: Borgmesteren vil hurtigst muligt fremsætte et forslag til lokalplan for den mest attraktive del af området ved Kattegat på højre side af Færgehavnen for etablering af en landsby med tæt lav bebyggelse fem kilometer fra Ebeltoft.
Det er faglig helt ude i hampen, og området vil måske aldrig få nogen sammenhæng med Ebeltoft. Det vil heller ikke kunne gøres rentabelt med etablering af en bæredygtig varmeforsyning fra vores fælles varmeværk.
Området kalder sig for Grobund og har tilmed stillet krav om, at de heller ikke skal betale til vores fælles kloakering.
De vil klare sig med nedsivning, som man i gamle dage brugte i det åbne land. Det blev forbudt for 40 år siden af miljømæssige årsager, da det skadede både grundvand og vandløb.
Og så har borgmesteren et væsentligt problem. Det kan jo ikke være rigtigt, at der for 12 måneder siden ikke var behov for bæredygtig, tæt, lav bebyggelse i Ebeltoft og nu pludselig 12 måneder efter er opstået et behov fem kilometer fra Ebeltoft på noget af den mest attraktive natur syd for Ebeltoft.
Måske burde det fortsætte som kulturlandskab.
Byrådet har besluttet, at Ebeltoft skal udbygges mod syd, og så må byrådet også sikre, at det sker fagligt korrekt i en rigtig og naturlig rækkefølge, og ikke som en følge af borgmesterens særinteresser.
En lokalplan for en ny landsby fem kilometer uden for Ebeltoft og fællesskabet er både vanvittigt og unødvendigt, og det har Ebeltoft ikke brug for.
Det ser ud som om, at borgmesteren både mangler jordforbindelse og kompas.
Svar til Lars Gerner fra borgmester Michael Stegger Jensen (S):
»Jeg har respekt for, der er følelser i spil, når der planlægges for nye mulige arealer til boliger i Syddjurs Kommune.
I det konkrete tilfælde med Helhedsplan for Ålerne er der dog nogle udsagn i dit debatindlæg, jeg er nødt til at korrigere.
Udviklingsområdet, der var forløber for helhedsplanen, blev vedtaget af 25 af 27 i Byrådet i december 2020 i forbindelse med endelig vedtagelse af kommuneplan 2020. Før min tid som borgmester.
Ansøgningen omkring igangsætning af ny lokalplan ved Tolløkke til 170 seniorboliger/tæt-lave boliger blev afvist af et enigt Erhvervs- og Planudvalg i januar 2023.
Området er i dag fortsat lokalplanlagt til omtrent 70 tæt-lave boliger og parcelhuse. Sagen endte der, og har derfor kun været politisk behandlet af de fem udvalgsmedlemmer.
Mit politiske kompas er det samme som altid. Tidlig inddragelse af borgerne, og løbende dialog undervejs i processerne.
Du er som alle andre velkommen til en kop kaffe på borgmesterkontoret.«