Den store bagedyst rammer Ebelfestivalen
Der bliver bage-kage-konkurrence for alle pengene under dette års Ebelfestival i Ebeltoft, der finder sted i uge 42.
Elsker du konkurrencemomentet, og er du tændt på en udfordring, så modtager Turistforeningen for Ebeltoft og Mols med stor glæde dit kage-mesterværk til den årlige kagekonkurrence under Ebelfestivalen.
Den plejer at være et kæmpe tilløbsstykke, men de seneste par år er der kommet langt flere sultne tilskuere end egentlige kagebagere, og det håber foreningen at lave om på i år.
Konkurrencen foregår torsdag 17. oktober kl. 13.00 i Fælleshuset på Festpladsen.
Her vil der, ifølge Turistforeningen, være et yderst kompetent dommer-team.
Klokken 14.00 slås dørene op, og 14.30 bliver navnene på tre stjernebagere offentliggjort. Udover æren er der fine gaver og diplomer til vinderne.
Om konkurrencen fortæller Turistforeningen:
»Din kage bør indeholde æbler, som gerne må flirte lidt med bær og diverse frugter fra Nationalpark Mols Bjerge. Da du selv bor midt i dette paradis, er æbler, bær og frugt fra egen have naturligvis legitime ingredienser. Det er kun dig, der sætter begrænsninger. Kagen må gerne være et festfyrværkeri; men vigtigst er det, at du bidrager med en dejlig smagsoplevelse, der får dommerne til at svæve rundt i en sand rus på lyserøde kageskyer over Nationalpark Mols Bjerge.
Måske har du - uden at vide det - skabt det mesterværk, der vil få Mette Blomsterberg til at falde om i kagedejen af begejstring. Men allervigtigst er det, at du tryllebinder vores smagsunivers med en unik drømmeoplevelse.
Du er stjernen, så tøv ikke med at bidrage med den kage, der vil smage. Måske ligger du inde med stjernekagen, der vil få DRs Store Bagedyst til at blegne som en ubetydelig skygge af sig selv.«
Mens deltagere og tilskuere nyder kaffe eller te i selskab med dejlige smagsprøver, bliver oplevelsen på krydret af musik fra Ebeltoft Harmonikaklub.
Der bliver også mulighed for hyggelig fællessang - måske endda krydret med kærlighedsdramaet om Lodvig og Katrine. Så glæd jer.
Tilmelding til bagedysten kan ske gennem WWW.go-syddjurs.dk, men man er også velkommen til at aflevere sin kage til konkurrencen uden forudgående tilmelding.