Berømt bysbarn hyldet og hædret: »Store bedrifter kan komme fra mindre byer«
Det berømte Grenaa-bysbarn August Krogh fik en hæderkronet 150-års fødselsdag – og Grenaa blev hyldet af kunstner.
Det blev en gevaldig fejring af August Krogh i Grenaa fredag aften. Han blev født af jævne folk, ville hellere ud og opleve naturen omkring Grenaa end gå i skole, og modtog alligevel Nobelprisen i medicin. Sammen med sin hustru og to partnere grundlagde han det laboratorium, som senere blev til Novo Nordisk.
August Krogh blev født i Grenaa i 1874, og hans 150-års fødselsdag var tema for årets kulturaften under overskriften ”Fra drømme til virkelighed”.
Denne aften kunne man også høre kunstneren Jacoba Niepoort uddele store roser til Grenaas borgere. Og der var musik, korsang, teater, lancering af audiowalk og meget andet.
Et forbillede for krøllede hjerner
En af de mange, der var taget til aftenens fællesspisning i Kulturhuset Pavillonen, er Malene Kristiansen, Grenaa. Inden temaet for kulturaftenen blev lanceret, havde hun ikke hørt om August Krogh, men nu ville hun være med til at fejre ham og samtidig bakke op om de mange, der har lagt kræfter i arrangementet.
»Jeg har været optaget af skabelsen af vægmaleriet, og kulturaftenen er en god anledning til at høre om baggrunden for det. Et vægmaleri er et kæmpe visuelt statement i stedet for eksempelvis et lille maleri eller skulptur.«
Malene Kristensen peger på, at August Krogh kan være et forbillede for de lidt krøllede hjerner, der ikke går den slagne vej. Hun fremhæver desuden motivet, der viser August og Marie Krogh i arbejdstøjet ulig et gængs ansigts-portræt.
»På billedet er de i færd med at udføre noget, der viste sig at få stor betydning for menneskeheden.«
På scenen
Under fællesspisningen spillede Kulturskolens Blæsbandet de to numre ’Joe Avery’ og ’Funky Liza’ for fuld udblæsning. Det var første gang, de optrådte uden at have deres lærer med.
»Det var fedt at prøve, og det gik jo meget godt,« smiler William, 13, mens han pakker sin trompet i tasken.
Kulturskoleleder Mikkel Lynggaard fortæller, at Blæsbandet også har optrådt om eftermiddagen. Kulturskolen deltog desuden med bandet Kulturakademiet og stod for akkompagnementet til fællessang under spisningen og igen efter indvielsen af gavlmaleriet.
»Jeg er meget glad for, at Kulturskolen kan spille en aktiv rolle ved sådan en lejlighed. Og for at vores elever har noget at øve op til. Det er alfa og omega i forhold til motivation.«
Tradition siden 2013
Efter fællesspisningen bød borgmester Kasper Bjerregaard,(V), velkommen til kulturaftenen.
»Et overflødighedshorn af kulturelle indslag, som vi har haft tradition for at holde siden 2013.«
Han ridsede August Kroghs historie op: nobelprismodtager, insulinfrontløber og en af Danmarkshistoriens største videnskabsmænd.
»Så vi kan med stolthed sige, at vi i aften fejrer et bysbarn, der har gjort store videnskabelige opdagelser til glæde og nytte for hele verden.«
Efter velkomsten inviterede Kasper Bjerregaard på gåtur til Lillegade og indvielse af gavlmaleriet, og folk fandt regntøj og paraplyer frem til gåturen. Også en del andre havde trodset vejret og var mødt op ved gavlen af nummer 28.
I sin tale her nævnte borgmesteren kunstværket som en investering i vores fælles kulturarv.
»Det er nemlig ikke kun en hyldest til fortiden, men også en opfordring til at tænke stort og være nysgerrig på verden, præcis som August og Marie Krogh var. Og minde os alle om, at store bedrifter kan komme fra mindre byer.«
Roser til Grenaa
Herefter gav borgmesteren ordet til Jacoba Niepoort, der sammen med sin assistent Milu Correch har skabt maleriet. Jacoba Niepoort kendes i både det nationale og internationale bybillede, hvor hendes værker pryder facader og vægge.
Hun fortalte, at hun til dette værk har arbejdet med arkivfotos og har samlet to fotos i ét maleri. Og selv om det var August Krogh, der modtog nobelprisen, valgte hun at afbilde både ham og hans hustru Marie Krogh.
Det har været en dejlig proces, nævnte hun, ikke mindst på grund af den venlighed, varme og åbenhed hun har mødt fra Grenaas borgere. Flere gange er hun også blevet budt på kaffe.
»Jeg har mødt samme varme gæstfrihed udenlands, men ikke andre steder i Danmark,« sagde hun med et stort smil under den paraply, der skærmede for regnen.
Audiowalk om August Krogh
Derefter kunne man gå til Lillegade 50, August Kroghs barndomshjem, hvor de nuværende beboere inviterede indenfor. Her præsenterede kulturudvalgsformand Allan Gjersbøl Jørgensen,(S), en lydvandring, en såkaldt audiowalk, om August Krogh, udviklet af Grenaa Egnsarkiv.
Alt imens var der aktiviteter flere andre steder i byen. I Pavillonen var der korsang, maleri, musik og teater, på rådhuset var der oplæsning og boganbefalinger, musik og keramik, Grenaa Kirke bød på fællessang samt klokkespilskoncert, og Museum Østjylland bød på miniudstilling om August og Marie Krogh, forfatning af digte og omvisning i udstillingerne.
Alle steder havde Ebeltoft Gårdbryggeri i øvrigt smagsstationer med ny bryg. August Kroghs far var skibsbygger, men da sønnen var tre år gammel købte faderen Bryggeriet Djursland med tilhørende bolig. Det har givet inspiration til tre særlige jubilæums-øl fra Ebeltoft Gårdbryggeri, hvoraf en af øllene endda er produceret med – ja, enzymer fra Novo.