Fortsæt til indhold

12.000 skrubber udsat i Ebeltoft Vig: Amatørfiskere vil redde fiskebestanden

Ebeltofts amatørfiskere og ålekvasen Rigmor er gået ind i kampen for miljøet i Ebeltoft Vig og har netop sat 12.000 fisk ud i et forsøg på at opretholde en rimelig bestand af levedygtige skrubber i farvandet.

Samfund
afh

Længe inden den seneste miljørapport fra Aarhus Universitet om den alarmerende tilstand i de indre danske farvande landede på politikernes borde på Christiansborg i år, havde amatørfiskerne i Ebeltoft taget sagen i egen hånd.

Siden 2014 har Ebeltoft Amatør-& Fritidsfiskerforening været opmærksom på iltsvindet i farvandet og indfanget stamfisk af skrubber til klækning.

Hvert år siden har foreningen udsat skrubbeynglen i Ebeltoft Vig i et forsøg på at opretholde en rimelig bestand af levedygtige skrubber i farvandet.

Søndag gik amatørfiskerne så i aktion igen.

Denne gang i samarbejde med Foreningen Ålekvasen Rigmor, som sejlede fiskeyngelen ud til bestemmelsesstedet ud for Ebeltoft Færgehavn, hvor stamfiskene i sin tid blev indfanget.

I bassinerne i Ebeltoft gennemgår skrubbelarverne en metaformose fra larvestadiet til skrubbestadiet. De ændrer facon til en lille fladfisk med begge øjne på samme side. foto: Anne Frank Henriksen

Dystre udsigter

Aktionen skal ses på den dystre baggrund af den seneste vandmiljørapport fra Aarhus Universitet. Det fortæller Jørn Uz Ruby, formand for Foreningen Ålekvasen Rigmor, der har sat sig godt ind i sagerne.

»Forskerne skriver, at det samlede areal berørt af iltsvind i de indre danske farvande udgjorde midt i september i år 11.000 kvadratkilometer, det vil sige et areal større end Fyn og Sjælland tilsammen. Heraf var cirka en sjettedel påvirket af kraftigt iltsvind, svarende til arealet af Lolland-Falster.«

Han forklarer, at iltsvindets udbredelse i september 2024 ifølge forskningen var næsten 50 procent større end i september 2023, og det hidtil næststørste, der er registreret, kun overgået af iltsvindet i 2002.

»I nogle områder var der iltfrit i bundvandet, og der blev frigivet giftig svovlbrinte fra bunden. Ebeltoft Vig er dog ikke så hårdt ramt som for eksempel Kalø Vig og Limfjorden, hvor der blev fundet døde fisk og bunddyr.«

På Venø har man et anlæg til tørfodring, så fiskene kan nå en størrelse på 8 - 10 centimeter, inden de bliver sat ud i havet. Det øger overlevelsesprocenten til næsten 100 procent. Pressefoto

Fra larve til småfisk

I starten klækkede amatørfiskerne i Ebeltoft under optimale forhold op til ca. 10-12.000 små skrubbelarver for hver gang de strøg en hun og en han, som er det, man kalder det, når man befrugter æggene.

I løbet af cirka 10 dage havde skrubbelarverne en størrelse på 1 - 3 millimeter.

Men overlevelsesprocenten, når larverne blev sat ud, var kun 1 promille.

I 2017 gik Nationalpark Mols Bjerge ind i projektet og bevilgede et opformeringsanlæg bestående af to store bassiner, hvor man så kunne ”fodre” skrubbelarverne med zooplankton, primært vandlopper.

Bassinerne befinder sig ved færgehavnen i Ebeltoft og her gennemgår skrubbelarverne en metaformose og går fra larvestadiet til skrubbestadiet.

De ændrer facon til en lille fladfisk med begge øjne på samme side.

Når skrubberne har er størrelse på 2-4 centimeter bliver de indfanget og sat ud på fangststedet. Overlevelsesprocenten er nu vokset fra ca. 1 promille til ca. 20 - 30 procent.

12.000 skrubber blev søndag sat ud i Ebeltoft Vig i et forsøg på at opretholde en rimelig bestand af levedygtige skrubber i farvandet, der som mange andre steder i landet lider under iltsvind. Pressefoto

Samarbejde med DTU

DTU Aqua er et institut på Danmarks Tekniske Universitet, som udfører forskning, rådgivning og uddannelse på universitetsniveau, og som bidrager til at fremme en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer.

I bestræbelserne på at øge overlevelsesprocenten for den udsatte fiskeyngel tilbød DTU Aqua for nylig fritidsfiskerforeningerne i Vejle, Juelsminde, Horsens, Ebeltoft og Randers at køre de indfangede stamfisk til Venø Fish Farm, som i 30 år har arbejdet med skrubbeopdræt.

Her har man et anlæg til tørfodring, så fiskene kan nå en størrelse på 8 - 10 centimeter, inden de bliver sat ud i havet. Det øger overlevelsesprocenten til næsten 100 procent.

På anlægget bliver skrubberne også mærket, så forskerne kan følge dem fremover og danne sig et overblik over bestanden.

I 2017 bevilgede Nationalpark Mols Bjerge et opformeringsanlæg bestående af to store bassiner. Bassinerne befinder sig ved færgehavnen i Ebeltoft og her gennemgår skrubbelarverne en metaformose fra larvestadiet til skrubbestadiet. Foto: Anne Frank Henriksen

Høj sol over vigen

Sidste søndag ankom så en transport fra Venø Seafood ApS med det nye kuld af skrubbeyngel, godt 12.000 små fisk anbragt i to store tanke.

På kajen i Ebeltoft Fiskerihavn blev ynglen langet over skibet Rigmors ræling i spande og hældt ud i store fade, som i forvejen var monteret med ilttilførsel.

En halv time senere kunne skipper, Knud Erik Nielsen, som i øvrigt selv er ivrig amatørfisker og medlem af Ebeltoft Amatør-& Fritidsfiskerforening, melde klart skib og give ordre til at smide fortøjningerne.

I høj solskin og optimale vindforhold stævnede Rigmor derefter ud mod Færgehavnen, hvor alle fiskene blev sat ud under kyndig overvågning af amatørfiskernes formand Kaj Larsen og næstformand Torkil Pugh.

På Venø har man et anlæg til tørfodring, så fiskene kan nå en størrelse på 8 - 10 centimeter, inden de bliver sat ud i havet. Det øger overlevelsesprocenten til næsten 100 procent. Pressefoto