Nu er det slut med smøger, snus og spiritus: »Den tidligere proces var ikke effektiv«
Nu skal man aldersverificeres online, inden man kan få lov til at købe nikotin-, tobaks-, e-cigaret- og alkoholvarer på internettet.
Næste gang der handles smøger, snus og spiritus over nettet, vil der være krav om gyldigt ID. For fra 1. oktober skal man aldersverificeres, inden online-bestillingen bliver godkendt.
Verifikation kan ske via MitID, pas, kørekort eller anden gyldig legitimation, og metoden kan variere fra webshop til webshop.
Det skriver Sikkerhedsstyrelsen.
»Mange har tidligere været vant til bare at sætte et kryds i, at de er fyldt 18 år, eller trykke ’OK’ i en pop-up-boks i en webshop. Men fra i dag (1. oktober, red.) skal de være klar til at logge ind med eksempelvis MitID eller fremvise gyldigt billed-ID. Den tidligere proces var ikke effektiv i forhold til at forhindre mindreårige i at bestille nikotin, tobak, e-cigaretter eller alkohol på nettet, så derfor strammes kravene,« udtaler kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Stine Pedersen.
Det nye tiltag sker som et led i regeringens forebyggelsesplan, der blev præsenteret af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i efteråret sidste år. Forebyggelsesplanen indeholder 30 initiativer, som på sigt skal være med til at nedsætte børn og unges forbrug af tobak, nikotin og alkohol.
»Vi ser det her som et stort skridt mod at sikre, at børn og unge ikke kan få fat i produkter, som kan udgøre en fare for dem. De nye tiltag er nødvendige for at sikre en mere håndterbar alderskontrol af de her webshops,« siger Stine Pedersen.
Sikkerhedsstyrelsen vil løbende udføre kontrol hos onlineforhandlere for at sikre, at reglerne overholdes, så det ikke længere er muligt for mindreårige at købe nikotin-, tobaks-, e-cigaret- og alkoholprodukter på nettet.