Kattegatcentrets hajer skal bo bedre for kommunale millioner
Det er nødvendigt at renovere hajtanken for at leve op til Kattegatcentrets forpligtelser. Derfor er det også nødvendigt, at kommunen bakker op, siger direktør.
Det bliver lidt af en liebhaver-bolig, som Kattegatcentrets hajer kan se frem til at bo i, når centrets hajtank skal renoveres og området omkring skal udbygges.
I hvert fald anslår Kattegatcentrets direktør Karsten Bjerrum Nielsen, at hele projektet løber op i omkring 30 millioner kroner.
Det er også årsagen til, at centret har behov for kommunal støtte for at komme i mål med den nødvendige renovering af hajtanken.
Når kommunalbestyrelsen i næste uge godkender kommunens budget, er der over to år sat otte millioner kommunale kroner af til projektet.
Det er en samlet kommunalbestyrelse, der står bag kommunens budget, men det betyder ikke, at der nødvendigvis er fuldstændig enighed om fordelingen af pengene.
Blandt andet har Liberal Alliance givet udtryk for, at finansieringen af hajtanken skulle ske uden kommunale midler.
De synspunkter har direktør Karsten Bjerrum Nielsen fuld respekt for, men den kommunale støtte er ifølge ham nødvendig, hvis centret skal leve op til sine forpligtelser.
»Det er jo en del af den demokratiske samtale, at vi ikke er enige om alting, og den samtale skal vi kunne tage. Derfor skal vi stå på mål for det, vi står for, og det kan vi roligt gøre. Vi er en selvejende non-profit institution, som også har en masser forpligtelser, som ikke er specielt kommercielle. Det er blandt andet forskning og naturbevarelse. Det er også derfor, vi får noget støtte fra staten. Så skal man selvfølgelig tage nogle standpunkter om, hvor vigtige sådan nogen som os er,« siger Karsten Bjerrum Nielsen og uddyber:
»Vi synes jo, at det vi står for, er utrolig vigtigt, og derfor er vi også glade for, at kommunen bakker op. Vi kommer selv til at bidrage med et millionbeløb til renoveringen, og så skal vi ud og snakke med forskellige fonde. Det vil være meget svært at rejse de penge uden kommunens opbakning, fordi fondene gerne vil se, at projektet også er lokalt forankret,« siger Karsten Bjerrum Nielsen.
Alternativet er ingen hajer
Det er også holdningen hos kultur- og fritidsudvalgsformand Allan Gjersbøl Jørgensen (S).
Han mener, at kommunens bidrag til renoveringen af tanken skal sammenlignes med vedligeholdelse af alle mulige andre af kommunens bygninger.
»Det er en gammel hajtank, så det er jo iokke sådan noget, vi går og skifter ud hvert andet år. Alternativet er, at der ikke er en hajtank. Det kan godt være, det kan fremstå som en luksus at sætte penge af til den, men det er bare nødvendigt. Det tror jeg også, alle politikere er enige om, siden de er med i budgettet, og så kan man selvfølgelig være mere eller mindre uenige, om det er en luksus eller ej,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen.
Ikke en ny pingvin-situation
Udvalgsformanden mener således heller ikke, man kan drage paralleller til 2018-2019, hvor kommunen skulle spare omkring 115 millioner kroner årligt, men alligevel gav Kattegatcentret et tilskud på 15 millioner kroner til det nye pingvincenter.
»Dengang var der en anden sammenhæng mellem, at Kattegatcentret fik noget, mens andre mistede. Nu har vi et budget, hvor der også er afsat penge til en ny skovbørnehave og renovering af omklædningsrummene i Auning Idræts- og Kulturcenter, så situationen er en anden nu,« vurderer Allan Gjersbøl Jørgensen.