Fortsæt til indhold

Ambitiøs udvidelse af kommunens specialskole i støbeskeen

Pindstrup Skolen står over for en stor udvidelse med en investering på 42 mio. kr.

Samfund

En af de større klumper i de næste års kommunale budgetter hedder en massiv opgradering af Pindstrup Skolen, Syddjurs Kommunes specialskole.

Med en investering på 42 mio. kr. er målet at samle og styrke kommunens samlede tilbud til børn med særlige behov.

Skolechef Per Viggo Larsen, der stopper ved årsskiftet, har været en central figur i planlægningen af dette projekt, som nu står over for en afgørende fase.

Pindstrupskolen underviser elever med ADHD, autisme, generelle indlæringsvanskeligheder og sociale- og følelsesmæssige vanskeligheder.

Pladsmangel

Det er ingen hemmelighed, at Pindstrupskolen fattes plads og i flere år har haft en satelit, Tøstrupafdelingen, på Dyrhøjvej 9 i Sjørup, for at kunne huse samtlige elever.

Tøstrupafdelingen fungerede i en årrække som kostafdeling for Ryomgård Realskole, men er nu i privat eje.

Pindstrupskolen er pt. hjemsted for 118 børn og unge, ifølge Per Viggo Larsen.

Den markante investering i mere plads vil gøre det muligt at udvide målgruppen, så elever, der tidligere er blevet sendt til andre skoler, kan få deres undervisning tættere på hjemmet.

»Vi har fået samlet så meget faglig kapacitet på Pindstrupskolen, og vi er der nu, hvor vi kan give de elever, som vi sender til skoler i andre kommuner, et tilbud på Pindstrupskolen som er mindst ligeså godt som deres nuværende,« forsikrer Per Viggo Larsen.

På udvalgsmøde i november

Udvalget for Familier, Børn og Læring med formand Kirstine Bille (SF) i spidsen er i fuld gang med at kigge på, hvordan de 42 mio. kroner skal bruges bedst muligt i Pindstrup.

Processen intensiveres på udvalgsmødet i november, når næste års kommunale budget er vedtaget i byrådet ved 2. behandlingen. Det er kun en formalitet.

Børnene på Pindstrupskolen bliver hver dag transporteret til og fra skolen i taxaer. Politisk har man øje for, at transporten bliver optimeret.

Derfor er en satelitafdeling til skolen en del af den dagsorden, som politikerne nu skal dykke ned i mere detaljerert, fortæller Per Viggo Larsen.

Borgerne i Pindstrup kan glæde sig over, at Pindstrupskolen, hvorunder byens børnehave også er indrulleret, får yderligere en opgradering med den planlagte investering på 42 mio.kroner. Foto: Lars Norman Thomsen

Flere projekter

Rækken af anlægsprojekter er pænt lang i næste års kommunale budget.

Den massive investering i en ny skole i Hornslet og en renovering af den nuværende er allerede omtalt flittigt. Sammenlagt er investeringen på 150 mio. kroner.

I Budget 2025 og overslagsårene er der øremærket 74 af de 150 mio. kroner. Et udtryk for, at byggeriet allerede er godt i gang.

Rønde vil få en ny daginstitution til en værdi af 35 mio. kr.

Ådalsskolen vil modtage 7 mio. kr. til nye faglokaler og et mødested, mens Æblehaven i Ebeltoft Børnehus vil blive ombygget og udvidet for 12 mio. kr.

Byrådet har også fokus på ældreplejen med en investering på 70 mio. kr. til udbygning af plejeboliger (50 i Ryomgård og udvidelse af Frejasvænge i Kolind med 12 pladser) og 10 mio. kr. til genetablering og ombygning af plejeboliger ved Rosengården i Hornslet.

Ebeltoft vil få en ny Folkepark med en kommunal medfinansiering på 5 mio. kr. Derudover er der afsat 6 mio. kr. til udendørs idrætsanlæg og kunstgræsbaner (se faktaboks).

På socialområdet vil der blive opført nye boliger på Tendrup Møllevej for 7 mio. kr.

Derudover er der afsat 4 mio. kr. til mødesteder for landsbyklynger til at skabe nye sociale mødesteder.