Diagnoser er ikke altid noget skidt

En udredning skaber et kærligt sprog!

Jeg møder tit klienter, der er nysgerrige på, hvorfor det kan give mening at lade sig udrede og diagnosticere. Forældre kan bekymret spørge på vegne af deres barn, om det vil føre til stempling, ansvarsfralæggelse eller sygeliggørelse. Om en udredning slukker drømme og gør mulighederne mindre. Og som voksen kan det være svært at se ideen i en udredning, fordi nu har man jo ”klaret sig” så længe uden.

Måske fordi vi tit hører om bagsiden ved det diagnosticerede samfund: At det reducerer mennesker til kasser og placerer ”fejlen” hos det individ, som ikke passer ind i systemet. Måske vi har for små kasser i det store billede?

Her vil jeg dog koncentrere mig om, hvad det også kan betyde for den enkelte og dets omverden, når der bliver givet en diagnose.

Den kærlige indre tale

At leve med en uopdaget diagnose har ofte den konsekvens, at man har udviklet en indre selvtale, der har kritisk karakter. Det kan beskrives som en indre dommer, der hele presser én til at gøre det bedre, og presser på for at kunne gøre det samme som andre. Såvel børn som voksne kan have vanskeligt ved oplevelsen af at være anderledes.

Selvom det også kan opleves voldsomt at få en diagnose og få fornemmelsen af, at der er noget galt med mig, så er virkeligheden oftest den, at det er med til at skabe selvkærlige følelser.

Det skaber en længere line både for én selv og de mennesker omkring én til at kunne forstå, hvorfor ting, som virker simple for andre, kan være en stor udfordring.

Evner frem for begrænsninger

Når vi opdager udfordringerne tidligt, giver det mulighed for at tilpasse skole og krav til barnets udvikling. Lykkes det, vil det give barnet en mindre nederlagspræget indre oplevelse.

Ind imellem ser jeg børn, der tilsyneladende bruger diagnosen som springbræt til at springe over, hvor gærdet er lavere ala ”det kan jeg ikke på grund af min ADHD”.

Det er der ikke noget forkert i. Se det i stedet som barnets måde at signallere på, at der er domæner i dets liv, hvor det skal kæmpe hårdere end andre børn. Det betyder ikke, at det giver op, men at det knokler på med forskellige strategier og skånehensyn for at nå samme milepæle som andre.

Jeg træner ofte forældre i at opdage det ”særlige” ved lige netop deres barn frem for det ”sære”. Flere diagnoser kommer også med særlige evner, som gør, at et barn med den rette støtte vil kunne nå langt.

Den retrospektive rejse

Som voksen kan det føles overvældende at blive diagnosticeret, da det kaster nyt lys ned over hele ens liv. Det gør typisk, at livskriser, valg og udfordringer forstås på en ny måde.

Jeg ser voksne som tager deres liv op til revision, og tilrettelægger nye vaner, livsstile og arbejdsmønstre med omsorg for deres diagnose. Det bidrager altså både til forståelse og vækst. Men selvfølgelig også til sorg, da man gør sig forestillinger om, hvordan ens liv ville have været, hvis det var blevet opdaget tidligere.

Når en klient er i tvivl om en udredning vil være til gavn, så går vi typisk på opdagelse i fordele og ulemper. Min erfaring er, at de fleste får mest fred indeni ved at få det afklaret – også selvom at man som voksen har udviklet en række mestringsstrategier.

Det kærlige ydre- og indre sprog smitter også af på netværket. Hvis de tætte relationer er åbne og nysgerrige, så kan de sætte sig ind i den pågældende diagnoses udfordringer og evner. Og herigennem opdage på hvilke måder, den man har kær vokser på.

At ens begrænsninger blive mødt kærligt af andre, er som at lande blødt. Mange har livet igennem bakset med følelsen af, at de ikke slog til som det menneske, de er.