Børneby Nord sikrer fremtiden: Her er opskriften på fremtidens skole
Børneby Nord underviser på en ny måde, der både styrker børnenes læring og trivsel, men også fremtidssikrer skolerne i en tid med dalende elevtal.
I klasselokalerne på skolerne i Børneby Nord, er der i nogle af klasserne helt ned til ni navne på elevlisten.
I fremtiden kommer endnu færre børn til at tage plads på skolebænken, da antallet af elever forventes at falde yderligere over de næste 10 år.
Ifølge distriktsleder Peter Bech er denne udvikling ikke overraskende.
»Det er jo bare fakta. Vi er en vandkantskommune, og folk bliver ældre, mens der ikke kommer så mange nye tilflyttere.«
Han er dog optimistisk og mener, at skolerne har taget vigtige skridt til at håndtere faldet i elevtallet og forbedre kvaliteten af undervisningen.
De ældre lærere de yngre
En af de nye tilgange er aldersintegreret undervisning.
Det betyder, at de seks klassetrin bliver undervist sammen på tværs, således at 1. og 2 klasse undervises sammen, 3. og 4 klasse undervises sammen og 5. og 6. klasse undervises sammen.
»Vi har nogle klasser lige nu, hvor det kun er ni elever. Det er simpelthen for småt. Når man slår dem sammen, og de bliver en 25-30 stykker, så er det er faktisk en ret optimal størrelse.«
Denne tilgang skaber ikke kun større klasser, men også nye muligheder for læring.
Peter Bech forklarer, at når de ældre elever hjælper de yngre, oplever han, at de får de en vigtig rolle i klassefællesskabet.
»Når vi aldersintegrerer, får alle elever muligheden for at hjælpe hinanden, og det giver dem en succesoplevelse. Eleverne får bredere venskabskredse, fordi de arbejder tæt sammen med børn fra andre årgange.«
Klasseværelser i zoner
Et andet afgørende element i Børneby Nords nye undervisningsmodel, der trådte i kraft i august i år, er co-teaching, hvor to lærere deler ansvaret for undervisningen i mange af timerne.
»Når man er to lærere, kan man dele eleverne i hold. For dem, der har det svært, er det vigtigt, at man laver meget gentagelse. For dem, der er dygtige, er det træls, at man laver meget gentagelse. Det skaber en bedre balance for alle,« forklarer Peter Bech.
Samtidig er klasseværelserne blevet zoneopdelte, så eleverne selv kan vælge den arbejdsform, der passer dem bedst.
Dagen starter i zonen “trappen”, hvor dagens plan bliver gennemgået. Herefter kan eleverne sidde i en zone til gruppearbejde, en stillezone hvor der er god mulighed for fordybelse, og desuden en zone, hvor eleverne kan få hjælp af en lærer.
»Det giver en fleksibilitet i undervisningen, som virkelig imødekommer de forskellige behov, børnene har,«
»Det bedste for børnene«
De nye tiltag handler dog ikke kun om at forbedre læringsmiljøet nu og her – de er også en del af en langsigtet strategi for at fremtidssikre skolerne i Børneby Nord.
»Vi ved godt, at der kommer færre børn. Men i stedet for at lukke skoler eller slå dem sammen til store distriktsskoler, som man har gjort andre steder, har vi valgt en anden vej. Vi vil bevare de små skoler, fordi vi mener, det er det bedste for både børnene og lokalsamfundet,« siger Peter Bech.
Han understreger, at tiltagene som aldersintegration og co-teaching både er med til at sikre bedre trivsel og læring for eleverne her og nu, men også gør skolen mere robust i fremtiden.
»Vi ønsker at skabe et læringsmiljø, hvor børnene har det godt, og hvor de får den bedst mulige undervisning. Det er det bedste for børnene.«