Direktør går på efterløn efter 46 år i trælastbranchen - afløser vender hjem og er klar til comeback
Jesper Boll overtager rollen som trælastdirektør hos Stark Rønde pr. 1. november 2024 efter Christian Le Dous, der går på efterløn.
Efter en lang og succesfuld karriere i trælastbranchen stopper Christian Le Dous som trælastdirektør i Stark Rønde pr. 31. oktober 2024. Christian, der fylder 64 år, har besluttet at gå på efterløn efter mange år i branchen.
Christian Le Dous startede sin karriere i 1978 i Ebeltoft Ny Tømmerhandel og har siden haft forskellige roller, herunder to år som bademester, inden han vendte tilbage til trælastbranchen.
Efter Ebeltoft kom han til Steen Præst Trælast i Grenaa, som senere blev opkøbt af Bygma. Her tilbragte han 11 år.
Siden november 2001 har Christian Le Dous været en del af Stark Rønde, hvor han har bidraget til at bygge en veldrevet forretning, herunder en betydelig udvidelse i 2008.
Jeg skal blive her. Stark Rønde er mit livsværk
»Jeg synes, jeg efterlader en god forretning. Min afløser skal ikke opfinde den dybe tallerken. Når jeg går ud af døren, er alt på plads,« siger Christian Le Dous.
Christian Le Dous bor i Ebeltoft, hvortil han flyttede i 1974 med sin familie efter opvækst på Bornholm. Han tog beslutningen om at stoppe for et år siden efter modne overvejelser. Flere jævnaldrende i hans bekendtskabskreds gik bort, og det var medvirkende til beslutningen om at stoppe i tide og geare ned for at få nye vinkler på livet.
Han ser frem til at bruge mere tid på golf og sine tre børnebørn, men også genoptage sin gamle interesse for sejlads.
»Jeg har haft mange gode år her i området og ser frem til at nyde min pensionisttilværelse,« siger Christian Le Dous.
Goddag igen, Jesper Boll!
Jesper Boll, der overtager rollen som trælastdirektør, er ingen fremmed for Stark Rønde. Jesper Boll, 42, har en solid baggrund i branchen og har arbejdet i Stark i 19 år. Han startede sin karriere i Stark Rønde under Christian Le Dous og har siden haft roller som butikschef i Stark Risskov og trælastdirektør i Stark Grenaa.
»Frede (ansat i Stark, red.) ringede til mig og forklarede, at de manglede en medarbejder her i Rønde. Jeg startede så i tøjafdelingen hos Stark Rønde og var her i fire år og blev butikschef under Christian.«
Jesper Boll er født og opvokset i Ebeltoft og bor fortsat i den gamle købstad sammen med sin kone og to børn. Han har en baggrund fra HHX Grenå Handelsskole og har også erfaring som guide i Thailand, Spanien og Grækenland, samt en kort periode i tøjbranchen. Jesper Boll blev udlært i en tøjbutik i Ebeltoft. Det gav ham en solid forståelse for detailhandel og kundeservice.
BA var ikke ham
Han nåede i en yngre alder at læse BA på Aarhus Købmandsskole, men stoppede efter to beståede semestre.
»Jeg kunne se, at det ville munde ud i en kontorplads, og det er ikke mig,« siger Jesper Boll. Han vil hellere møde kunderne face-to-face, og derfor ser han frem til sit comeback i Rønde.
»Jeg har altid været vildt glad for Rønde, så nu er jeg kommet hjem igen. Jeg overtager en butik, der fungerer, men også har masser af muligheder for at vinde nyt terræn ved at servicere små og mellemstore virksomheder og private på den bedste måde,« siger Jesper Boll.
Jesper Bolls overordnede programerklæring, inden han får overladt nøglerne, er først og fremmest at fortsætte det gode arbejde og sætte sit eget præg på forretningen sammen med de 16 ansatte. Han har allerede et godt kendskab til kunderne og området og er klar til at tage over efter Christian Le Dous, som han har kørt parløb med de seneste tre måneder for at lave den perfekte overgang.
Perfekt placering
Stark Rønde, med sin strategiske placering tæt på Molslandet og Aarhus, skal fortsat være en attraktiv destination for både private kunder og håndværkere. Christian Le Dous har været en central figur i Stark Rønde i over to årtier. Hans lederskab har været præget af stabilitet og vækst, og han har formået at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne trives og kunderne er tilfredse.
»Jeg har altid haft en god fornemmelse for, hvad der skal til for at drive en god forretning. Det handler om at lytte til kunderne og forstå deres behov. Det er faktisk meget enkelt,« siger Christian Le Dous.
Ny generation af mestre
Direktørskiftet er også et generationsskifte. Det markerer også mulighed for at skabe nye relationer til de lokale håndværksmestre, som flugter med den nye direktørs aldersmæssigt. En af Jesper Bolls styrker er hans evne til at kommunikere med sin generation af håndværksmestre, nævner Christian Le Dous.
»Jeg har et godt forhold til mange af de yngre håndværksmestre i området. Vi taler samme sprog og forstår hinandens udfordringer og behov,« siger Jesper Boll. Denne evne til at skabe gode relationer og forstå de moderne krav og forventninger fra håndværksmestre bliver en stor fordel for Stark Rønde.
»Jesper har en naturlig evne til at kommunikere med sin generation af håndværksmestre. Han forstår deres behov og kan skabe stærke relationer, hvilket bliver til gunst for Stark Rønde,« siger Christian Le Dous.
»Jeg tager jo ikke ud og spiller padel med en håndværksmester i forretningsøjemed, der er 20-25 år yngre end mig. Jeg vil blive tæsket ud af banen,« griner den snart forhenværende.
Sammen med Stark Grenaa er Stark Rønde de eneste butikker i koncernen på Djursland efter, at butikkerne i Ebeltoft, Auning og Kolind lukkede for nogle år siden. Nærmeste Stark er butikken i Risskov.
- Havde du, Jesper Boll, set den komme, at du skulle overtage efter Christian Le Dous?
»Jeg havde håbet det. Jeg havde søgt stillingen i vores interne system i Stark og er jublende glad for, at jeg blev valgt.«
- Hvordan ser din karriereplan ud for resten af dine mange år på arbejdsmarkedet?
»Jeg skal blive her. Stark Rønde er mit livsværk. Jeg har altid været vildt glad for Rønde, og nu er jeg kommet hjem igen.«