De er blevet kaldt usolidariske anarkister: »Vi er bare helt almindelige mennesker, der har valgt at tage et ansvar«

De er ikke de første i danmarkshistorien, der prøver at rykke ved konventionerne, og heller ikke de første, der møder modstand på deres vej mod en alternativ livsform.

Medlemmerne af foreningen Grobund ønsker at skabe en landsby ved Ebeltoft, som skal være et eksempel på det, de 160 medlemmer ser som fremtidens måde at bygge og bo på.

En selvforsynende landsby af småhuse, der ikke skal kobles på nogen form for forsyningsnet, hverken vand, varme eller el.

Siden 2017 har de holdt til i en gammel fabriksbygning.

Herfra driver flere af dem virksomheder, mens de arbejder på at realisere drømmen om landsbyen. Men der er stadig lang vej.

Det tager tid at få købt jorden og få lavet en lokalplan, men de bevarer både drømme og idealer.

Den seneste tid har der dog rejst sig lokal kritik af projektet, og det er ikke småting, grobønderne er blevet skudt i skoene.

De er blevet kaldt samfundsnassere, anarkister, løgnere.

Kort sagt, mennesker med drømme om et usolidarisk parallelsamfund, som modstanderne ikke skal nyde noget af i deres kommunale baghave.

Men deres fordomme bygger på frygt og uvidenhed, mener Grobund, som hjertens gerne vil fortælle om baggrunden for deres kamp for landsbyen og ikke mindst, hvordan de helt konkret håber, den en dag kommer til at se ud i virkeligheden.

»Vi er ikke anderledes. Vi er bare i bund og grund en bunke helt almindelige mennesker, der har valgt at tage et ansvar,« siger Allan Pedersen.

Han har, sammen med seks andre centrale personer fra organisationen omkring Grobund, indvilget i at svare på de påstande, de bliver mødt med.

Tjene og bruge penge

Påstand: Grobund er et usolidarisk parallelsamfund

»Parallelt? Hvordan? Helt ærligt, de siger vi ligger uden for byen, men der er kun halvanden kilometer til kommunens rådhus,« siger Steen Stender.

Charlie Nygaard kan heller ikke genkende billedet.

»Virksomhederne herude samarbejder meget med mange forskellige lokale aktører, og vi er meget opmærksomme på at tage samfundet omkring os ind. Det er også derfor, vi har åbent hus arrangementer en gang om måneden og snart inviterer til julemarked, hvor der plejer at komme 3000 mennesker.«

Men påstanden handler for modstanderne lige så meget om det, Grobønderne bidrager med til samfundet, eller rettere, måske ikke bidrager med.

En af Grobunds nøgleværdier er nemlig gældfrihed.

De mener, at hvis man bor billigere, frigiver det tid og penge, som kan bruges på andre ting.

Det har modstanderne oversat til, at grobønderne er usolidariske og ikke ønsker at bidrage til kommunekassen.

Nogle af kritikerne har brugt tid på at gå alle cvr-numrene registreret på adressen Kaarsbergsvej 2 igennem og konkluderet, at de fleste af dem ikke omsætter nok til at kunne forsørge en enkelt person.

»Jamen, der er mange, der er i opstartsfasen, men langt de fleste af dem har jobs ved siden af. Det kan man jo ikke se på CVR-nummeret, som for nogle af stadig har karakter af en drøm,« siger Bruno Nedell.

»Den økonomi, vi tilfører, ligger indenfor normalspektret. Der er jo ikke nogen herude, der går og suger på lappen. Der er selvfølgelig enkelte, som af forskellige grunde ikke arbejder, men jeg er ret sikker på, at lavede man statistik på Grobund i forhold til resten af Danmark, så ville vi spejle hinanden,« vurderer Allan Pedersen.

Men modstanderne frygter, at hvis alle lever sådan, bor billigere for at kunne arbejde mindre, så ville Danmark ikke kunne opretholde et velfærdssamfund.

Men for Grobund handler visionerne om gældfrihed og bæredygtighed netop om velfærd.

»Tit kommer snakken til at handle om, at det eneste, vi som mennesker kan bidrage med til vores velfærdssamfund, er penge, men hvorfor handler den ikke om de relationer, vi har, eller det, vi kan bidrage med til vores samfund, som ikke er penge? Vi tager os af hinanden, og dermed sparer vi samfundsøkonomien for udgifter. Vi passer på vores kroppe og sparer hospitalerne for udgifter. Og endelig passer vi på miljøet, og dermed sparer vi statskassen for nogle kæmpe store regninger, der ellers ville komme på lang sigt,« siger Emma Bundgaard.

Ifølge Allan Pedersen har de ikke noget imod at tjene penge.

»Men vi har noget imod at bruge dem på biler, tøj og huse. De penge, vi får frigjort på vores levevis, bruger vi på at lave innovationer indenfor for eksempel ressourcehåndtering. Og der skal faktisk bruges en del.«

»Ingen af løsningerne bliver billigere, men vi gør det med ambitionen om at ændre lovgivningen, så Danmark kan udvikle sig,« forklarer Pia Ravn.

Ler som shampoo

Og det er netop ét af de steder, Grobund føler sig misforstået, for de er ikke ude på at spare penge ved at opføre en off grid landsby af småhuse.

Faktisk tror de selv, at det bliver en meget dyrere løsning.

Påstand: I prøver at slippe for at betale for tilslutning til spildevandsnet

»Nej. det gør vi ikke. Det ender sandsynligvis med at blive meget dyrere for os ikke at koble os på, men vi betaler gerne, for vi tror på, at det er meget bedre for miljøet,« siger Henrik Moeslund.

Grunden til, at Grobund ikke vil kobles på spildevandsnettet, men hellere betale en klækkelig erstatning for at undgå det, er fordi de mener, at spildevandsløsningen i dag skader miljøet, og så har det også en stor betydning for ens vaner, hvis man selv skal håndtere sit spildevand.

»Så snart vi selv skal tage ansvar for det, flytte det og håndtere det, så vil vi mindske vores forbrug. Jeg kommer ikke til at gå sjældnere på toilet, men jeg kommer til at bade mindre, vaske mindre tøj. I det øjeblik, jeg selv skal høste mit vand, så bruger jeg mindre.«

Der ligger et politisk krav fra byrådet i Syddjurs om, at Grobund skal kunne håndtere spildevandet lige så godt som det tværkommunale selskab AquaDjurs.

»De udleder 30 ton rent kvælstof. Hvert år. Vi kan sagtens leve op til kravet, for vi kommer til at udlede nul. Når folk er bekymret, så er det fordi, de tror, vi vil lave nedsivning,« siger Steen Stender.

Det vil de ikke.

Lige nu ser de to potentielle løsninger.

»Vi vil se, om vi kan få lovliggjort et fordampningsanlæg, hvor spildevandet ledes ned i en lukket enhed under jorden. Hvis vi ikke kan det, så må vi prøve komposttoiletter.«

Begge dele kræver en stor grad af selvkontrol, understreger Grobund.

De er enige om, at det er vildt, at der er nogle, der tror, de gør alt det her for at slippe for en masse ting, for i virkeligheden har de pålagt sig selv virkelig mange restriktioner i forhold til, hvordan de vil leve.

Det fortæller Charlie Nygaard.

»Vi stiller utroligt høje krav til os selv og hinanden i forhold til de valg, vi tager. Hvis jeg er bange for at udlede kemikalier, så må jeg udelukke dem. Det gjorde jeg allerede for otte år siden, da jeg boede i en lejlighed. Jeg bruger for eksempel ler som shampoo. Hvis folk har en opfattelse af, at vi kæmper den her kamp, fordi vi er dovne eller for at spare penge, så har de ikke forstået det, eller også har vi ikke formidlet det godt nok.«

Det handler om, hvordan man vælger at leve sit liv, siger den unge Emma Bundgaard, som tog en stor beslutning allerede som 22-årig.

»Hver gang vi gør noget, prøver vi at gøre det så godt som muligt, også selv om det er langsommeligt og dyrt, men vi hopper ikke over, hvor gærdet er lavest. Jeg kunne have valgt den nemme løsning og bo i en lejlighed i Aarhus som mange af mine jævnaldrende, men jeg vil gøre alt, hvad jeg personligt kan for at forandre verden til noget bedre, selv om det ikke er nemt.«

Christiania om igen?

Påstand: I roder, I er anarkister og gør, hvad der passer jer. Det bliver Christiania om igen.

»Hvis vi ville være anarkistiske som christianitterne, så havde vi ikke betalt, men bare taget fabrikken. Og ville vi være en fristad, så var vi allerede flyttet ud i vores huse ud på jorden. Det er ikke sådan, vi arbejder. Vi holder os inden for lovens rammer,« svarer Charlie Nygaard.

Og ja, de roder på Grobund, bekræfter de syv samstemmende.

»Det kan vi ikke benægte. Lige nu er vi en byggeplads, og vi er begrænsede af den nuværende lokalplan, som forhindrer os i at bygge skure, så man ikke kan se rodet. Ingen af os ønsker, at det skal se sådan her ud om 10 år. Vi vil allesammen gerne have et smukt sted, så landsbyen bliver ikke en kopi af det her,« lover Emma Bundgaard.

Charlie Nygaard tilføjer:

»Vi gør alt, vi kan, for at der ikke skal være noget at pege fingre ad. Vi forsøger at opføre os så eksemplarisk som vi kan, men uanset hvor meget vi gør det, så er der alligevel altid nogle, der finder de steder, vi fejler, og så peger de på dem. De finder også på ting ud af den blå luft og peger på dem, og det føles nogle gange som en helt vildt uretfærdig leg,« lyder det fra Charlie Nygaard om den måde, debatten om Grobund kører på i Ebeltoft.

Kritikerne anklager også medlemmerne for at bo og sove ulovligt på fabrikken.

»Jamen, der er jo dem, vi kalder advokater med stjernekikkerter, som går rundt og holder øje med os. Vi bor og sover her ikke. Det gjorde vi forbudt for fire år siden, og det er eksklusionsgrund, hvis man gør det,« fastslår Henrik Moeslund.

Overholder, men udfordrer loven

Påstand: I får aldrig husene eller jeres off grid løsninger godkendt

»Når folk siger det der, så er det igen uvidenhed. De tager udgangspunkt i de huse, der står herude nu, men det er jo bare sådan noget hyggebyg. Det er ikke dem, der skal stå i landsbyen. Vores huse skal godkendes og vi skal have byggetilladelse, lige som alle andre«

Og hvis deres ambitioner ikke harmonerer med lovgivningen, så vil de forsøge at få den ændret.

»Loven har en energirammeberegning, der gør, at jo større et hus er, jo mindre isolation skal det have. Det er ikke logisk, og derfor prøver vi at ændre det. Boligministeriet har rakt ud til os, fordi vi har erfaring med små huse. Derfor har vi samarbejdet med BUILD, et institut under Aalborg universitet, om at lave et udkast til en ny lovgivning. Det ligger i ministeriet nu,« fortæller Henrik Moeslund med en vis stolthed.

En ændring af reglementet er dog ikke en forudsætning for, at landsbyen bliver til noget.

»Det ville være snedigt med et nyt reglement for huse under 50 kvadratmeter, men vi kan godt bygge småhuse efter det gældende og få det godkendt,« fastslår Allan Pedersen.

»Vi ville synes, at det var latterligt, at isoleringen skulle fylde mere end de indvendige arealer. Det ville ikke stoppe os, men det ville være et skår i idealismen,« siger Charlie Nygaard.

Der bliver 120 jordlodder i landsbyen, og planen er, at husene, som skal bygges i så biogene materialer som muligt, skal stå i små klynger med 8-12 huse.

Grobund gør sig mange tanker om, hvordan landsbyen skal tage sig ud, også af hensyn til naboerne og forbipasserende.

»Landskabet kommer til at være retningsgivende for designet. Vi har en vision om, at husene skal putte sig i beplantning og læhegn, som fremmer biodiversiteten.«

I alt har Grobund 10 hektar at bygge på og fem hektar inden for strandbeskyttelseslinjen, som de, med egne ord, selvfølgelig vil respektere.

»Vi eksporterer ikke i kriminalitet. Vi eksporterer i gode, lovlige løsninger, som kan kopieres af andre,« lyder det fra Allan Pedersen.

At konceptet skal kunne kopieres af andre, er vigtigt for Grobund og en af grundene til, det hele tager så lang tid, for der skal udtænkes store løsninger på store spørgsmål om håndtering og cirkulation af ressourcer som vand, varme, spildevand.

Derfor har de også svært ved at blive konkrete.

»Vi er jo hele tiden i sådan en kæmpemæssig proces med at opfinde den her landsby, så nogle ting er vi simpelthen ikke kommet til endnu,« siger Bruno Nedell.

For eksempel har de endnu ikke løst, hvordan de vil samle vand nok.

»Det er igen på grund af lovgivning og den generelle holdning. Danmark er jo et af de få steder i verden, hvor man drikker grundvandet. De fleste steder renser man overfladevandet, og det er jo egentlig det, vi vil gøre, bare i mindre skala. Men bare fordi, vi ikke har løsningen endnu, betyder det jo ikke, at den ikke findes. Vi skal nok finde den. Det er vi jo nødt til.«

Solceller skal skaffe strømmen. Ikke vindmøller, så det behøver naboerne ikke at frygte.

»Vi arbejder med devisen om et lavere komfortniveau. I stedet for 25 grader nøjes vi med 19 og en sweater. Vi må ikke bruge brændeovne som primær varmekilde, men må godt være sekundær. Og så kan man i øvrigt genanvende røgen. Det er ulovligt lige nu, men også her vil vi arbejde for en lovændring. For alle områder gælder det, at vi kigger på, hvad der giver mening, og så arbejder vi for at det bliver lovliggjort,« siger Charlie Nygaard.

Sværmeriske pragmatikere

Pia Ravn er med på, at det ikke er realistisk, at alle drømmene er opfyldt fra første landsbydag.

»Vi bliver nok nødt til at gå på kompromis, fordi lovgivningen ikke er klar til at følge med, og så må vi jo gøre det, men det er ikke vores udgangspunkt.«

Hun forklarer, at de gerne vil være et eksperimentarium, der udvikler forskellige typer af løsninger.

»Grobund er en inkubator for virksomheder, der arbejder med nye løsninger på vores miljøudfordringer, for eksempel hvordan vi kan recirkulere næringsstoffer. Vi kommer til at samarbejde med forskere på internationalt plan, og det kan betyde, at de virksomheder, der starter på Grobund, ender med at blive for store til at være her. Bare lige for at binde en knude på den der påstand med, at vi ikke bidrager til samfundet.«

Og så er vi tilbage ved fordommene

Grobønderne har en fornemmelse af, at lige meget, hvad de svarer, så vil modstanden være der.

Men Charlie Nygaard har alligevel en opfordring.

»Det Grobund, kritikerne har et billede af i deres hoved, stemmer slet ikke overens med det sted, jeg kender. Jeg ville ønske, de kom herud, så de kan få afmonteret deres angst og gå i dialog med os. Vi har langt flere ting til fælles end modsætninger.«

»De har også haft drømme for det gode liv, og den har de levet ud. Nu føler de, at den er truet. Vi har jo også en drøm om, hvordan vi gerne vil leve, men vi vil gerne selv bestemme, og sådan tænker jeg også, at de har det. Vi er en del af den forandring, vi gerne vil have, og har man arbejdet på noget i syv år, så er det ikke i morgen, man giver op,« fastslår Emma Bundgaard.

Hele projektet handler grundlæggende om forbrug af ressourcer, forklarer Pia Ravn.

»Vi vil gerne prøve at nedskalere vores forbrug. De planetære grænser er ved at blive overskredet, og vi kan jo ikke blive ved. For 100 år siden kunne ingen i Danmark finde på at smide mad eller tøj ud eller kun bruge nye byggematerialer. Vi skal ikke ret langt tilbage i vores historie, før det var helt normalt at gøre det, vi gerne vil.«

Allan Pedersen tilføjer afsluttende:

»Vi er nok det, man kan kalde sværmeriske pragmatikere.«