Fortsæt til indhold

Rekordmange høringssvar: Nu skaber modstandere af nyt boligområde en forening

Udsigten til et boligområde syd for Ebeltoft har skabt heftig debat. Kommunen har fået rekordmange høringssvar, og nu har modstandere etableret en helt ny forening

Samfund

I forlængelse af Syddjurs Kommunes planer om at etablere bæredygtig byudvikling i området Ålerne på Ahl ved Ebeltoft har lokale borgere nu stiftet en helt ny forening med navnet ’Foreningen til bevarelse af naturen og rekreative områder langs kysterne på Djursland’.

Foreningens formål er: at arbejde for, at der ikke bygges eller etableres anlæg i kystnærhedszonen langs Djurslands kyster samt at arbejde for, at eventuelt byggeri opfylder bygningsreglementets krav og øvrig lovgivning på området.

Det kan lyde som et bredt formål, og det er det også, men det er først og fremmest lanceringen af en helhedsplan i området syd for Ebeltoft, Ålerne, der har motiveret stifterne til at samle sig i flok.

Aktuelt vil foreningen arbejde for, at Syddjurs kommune ikke gennemfører planerne om at udlægge 65 HA areal til boligbebyggelse ved Ålerne fra Tolløkke skoven til Kattegat og anlægger en ny landsby til Grobund i kystnærhedszonen.

»Vi mener, at området skal udlægges til naturområde til glæde for alle borgere i kommunen samt de mange turister, som tiltrækkes af den smukke natur,« udtaler Elsebeth Due Kjeldsen, som er formand for foreningen og nabo til området.

For at kunne indbringe en klage over planerne til Planklagenævnet, som er et af foreningens klare mål, er det nødvendigt at samle mindst 100 medlemmer.

Det har dog ikke vist sig at være et problem, for den seneste måneds tid har den nye forening samlet over 120 medlemmer.

Sagen er da også én, der trækker opmærksomhed.

I midten af juni inviterede kommunen til et borgermøde om den kommende helhedsplan, men arrangementet fik så mange tilmeldinger, at man måtte udvide mødet til to aftener.

Siden har der været en høringsperiode på det, der i følge kommunen er ’et helt tidligt stadie af udviklingen af et fremtidigt bæredygtigt bolig- og naturområde’

Der er indkommet over 280 høringssvar, og det er ikke så tit, man ser det, fortæller Rikke Stæhr Jensen, leder for Plan og Udvikling i Syddjurs.

»Det siger mig, at emnet er noget, der interesserer mange mennesker. Vi er altid glade for mange høringssvar, for jo flere af borgernes holdninger, vi får, jo bedre planlægning kan vi lave.«

Massiv modstand

De mange høringssvar har dog nok alligevel fået en blandet modtagelse af kommunens embedsværk, der både op til og under borgermøderne forsøgte at nedtone Grobunds rolle i hele sagen om Ålerne.

Det lykkedes ikke ret godt, da det for en del af modstanderne netop er udsigten til den alternative landsby, der har fået langt de fleste op af stolene.

Der er allerede masser af grobønder, der har bygget deres tiny houses og er klar til at rykke ind i landsbyen, de drømmer om. Arkivfoto

»Vi var forberedt på, at Grobund kunne komme til at fylde, for så vidt jeg ved, så er det første gang, at arealerne, som Grobund råder over, indgår i en plan, der har været i offentlig høring.«

Kort fortalt, så har Syddjurs Kommune i samarbejde med foreningen Grobund siden 2018 arbejdet for at få skabt en lokalplan for et område indenfor Ålerne, hvor grobønderne kan lave en tiny-house- og off grid landsby. Det, de selv kalder fremtidens boligform.

Netop nu er der forhandlinger i gang om, at Fonden Gældfri, der ejer de bygninger og jorde, som Grobund benytter, skal købe yderligere et stykke jord, som er afgørende for, at Grobund kan etablere landsbyen.

Matriklen ligger indenfor helhedsplanens område, og for mange af de borgere, der mødte op til borgermødet og som efterfølgende har indsendt høringssvar, er det netop her, at bekymringerne omkring det nye boligområde vokser.

Bekymringer om, at Grobund bliver et parallelsamfund, som ikke bidrager til kommunekassen, at det bliver et nyt Christiania, og at de ikke kan løfte den opgave, det er at håndtere for eksempel spildevand ’off grid’.

Og så selvfølgelig det faktum, at Syddjurs Kommune overhovedet arbejder på at etablere boliger i et naturområde tæt på kysten.

Alle disse anklagepunkter kan læses i de mange høringssvar, som dog overvejende består af indlæg, der hylder helhedsplanen.

Uafhængig af lønarbejde

Elsebeth Due Kjeldsen har de seneste par år på blandt andet på de sociale medier markeret sig i debatten om Grobund som en arg modstander.

Elsebeth Due Kjeldsen er uddannet i statskundskab og har arbejdet med ejendomsadministration gennem hele sin karriere som både direktør og bestyrelsesformand i flere selskaber. Desuden har hun undervist i økonomi og jura. Hun er nabo til Ålerne og modstander af både Grobund og det nye boligområde. Foto: Sinding & Co.

På vegne af foreningen udtaler hun om høringssvarene, som i øvrigt kan læses på kommunens hjemmeside:

»Der var selvfølgelig mange positive svar fra grobønderne, men ikke et eneste af dem argumenterede for, at den nye landsby skulle have den foreslåede kystnære beliggenhed. Det var ikke uventet, at der kom mange positive svar, da udsigten til at etablere sig billigt i et særdeles attraktivt område i en kommune, hvor ”jobrisikoen” er lav, selvfølgelig tiltaler mange. Højskolen på Grobund afholder jo kurser i, hvordan man ved at bo og leve billigt i tiny-houses, som er off-grid, kan gøre sig uafhængig af lønarbejde.

Om de kritiske høringssvar siger hun:

»Alle de mange modstandere af planerne, lagde vægt på det uheldige i netop at udlægge kystnære arealer til beboelse og erhverv. Det er for det første ikke bæredygtigt at udlægge nye arealer til byudvikling, idet der i forvejen er rigeligt med udlagte arealer. For det andet er det slet ikke bæredygtigt at etablere beboelse i et sårbart kystnært areal, hvis man ovenikøbet ønsker at være off-grid.«

En midlertidig skitse for helhedsplanen viser, hvor vandløb og regnvandsbassiner med fordel kan placeres og ligeledes med grønne arealer, stier og selvfølgelig boligområderne. Grafik: Syddjurs Kommune

Rikke Stæhr Jensen har tidligere understreget, at det er muligt at vedtage en lokalplan for Grobund uden en helhedsplan for Ålerne, og at der derfor er tale om to forskellige ting, omend der er overlap.

Hun minder om, at der - såfremt Fonden Gældfri køber grunden og en lokalplan bliver lavet - igen vil komme høringsfaser, hvor borgere kan komme med deres input i forhold til Grobund specifikt.

Desuden mener hun, at det er fornuftigt at lave en helhedsplan for området, både så der kommer en rød tråd for området, og, ikke mindst, fordi det lige nu er udlagt til industri.

Men, det hele er stadig i den indledende fase, og den videre proces omkring arbejdet med helhedsplanen er endnu ikke helt fastlagt, fortæller hun:

»Administrationen er ved at udarbejde et notat, hvor alle emner fra høringssvarene bliver behandlet og efterfølgende sendt til drøftelse ved Erhvervs- og planudvalget. Vi forventer, at det giver en politisk retning for den efterfølgende proces.«