Syg lampeskærmsfabrikant blev »prygle-doktor« i USA: 100 år senere står familie-foretagendet stadig i hjertet af Aarhus

100 år.

Så lang tid kan Stine Bjødstrup Kristensens familie i år prale af at have arbejdet med kiropraktik. Oldefaren var lidt af en pioner inden for faget herhjemme, og selv arbejder hun nu som fjerde generation med at sætte led på plads og lindre smerterne på de klienter, der nu tropper op i klinikken.

En familieklinik, som har haft et væld af adresser rundtom i det ganske land, men hvor familiepraksissen siden 1930 har holdt til i hjertet af Aarhus.

Først på Banegårdspladsen – og senere lidt nede ad vejen på Park Allé, hvor Stine Bjødstrup Kristensens bedsteforældre tilbage i 1973 tog udstyret og metoderne hen, inden hun og faren Knud i 2014 gav klinikken et yderlige skub væk fra banegården og endte på Hans Hartvig Seedorffs Stræde, hvor klinikken også har adresse i dag.

Faren gik på pension i 2016. Men nu driver Stine Bjødstrup Kristensen klinikken, som i dag hedder ”Familiekiropraktik”, sammen med manden, Richard Bjødstrup Kristensen, der selv ved lidt af et tilfælde endte med at droppe et ellers velbetalt job i Vestas for give sig i kast med det noget anderledes fag. Men det vender vi tilbage til.

For ingen af de to havde muligvis lavet det, de laver i dag, hvis det ikke havde været for en opportunistisk lampeskærmsfabrikant med astmatisk bronkitis engang tilbage i begyndelsen af 1900-tallet.

En vild historie, der gennem årene er blevet mundtligt overleveret fra generation til generation, og i dag hænger olde- og bedsteforældrenes gamle amerikanske diplomer stadig på klinikkens vægge i midtbyen som et levende bevis på familieforetagendets specielle ophav:

»Det er en historie, der betyder meget. Vi snakker nogle gange i vores fag om at stå på skuldrene af kæmper, og det synes jeg virkelig, vi gør, og vi kan i dag stadig lade os inspirere af dem og deres stålfaste tro på det, de gjorde, og at det kunne hjælpe folk. Og det er nu gået i arv i fire generationer,« siger Stine Bjødstrup Kristensen.

På jagt efter en kur

Og personen, som det hele startede med, er Stine Bjødstrup Kristensens oldefar, Vilhelm Gundelach.

For i starten af 1920’erne tog han til Davos i Schweiz. Oldefaren døjede med astmatisk bronkitis, og håbet var, at den tynde luft i De Schweiziske Alper, kunne hjælpe ham og hans sygdom i luftvejene. Men det kunne den dog bare ikke.

Oldefaren havde dog også et andet bud i baghånden som en mulig løsning på sit helbredsproblem. Han havde nemlig hørt om en relativt ny behandlingsmetode opfundet i USA i 1895.

Og den, han havde hørt om, fik i første omgang ham, men senere også hans hustru, Anna, og datteren Ellen, til at sætte kursen mod byen Davenport i den amerikanske delstat Iowa.

En lang rejse, som omkring 1920 tog tre uger med en stor damper via England og over Atlanten mod New York, inden en flere dage lang togrejse ventede for at komme cirka en tredjedel ind i det store land.

Det blev dog ikke kun en jagt på en kur mod astmatisk bronkitis, han drog ud på. For i forbindelse med rejsen besluttede Vilhelm Gundelach sig også for, at han nu ville uddanne sig inden for kiropraktik, som den nye amerikanske opdagelse blev kaldt.

Og det var på læreanstalten Palmer School of Chiropractic i Davenport, at han og store klasser kunne blive undervist i det nye fag.

Blandt de første

I mellemtiden gik hustruen, Anna Gundelach, hjemme i Danmark, og hun blev efterhånden mere og mere urolig, da der kun kom få og bekymrende breve fra det store udland.

Så hun tog en rask beslutning og afhændede familiens lampeskærmsfabrik i København, meldte datteren Ellen ud af skolen, pakkede hjemmet ned og satte kursen mod USA.

Da hun flere uger senere endelig kom frem til ægtemanden, Vilhelm Gundelach, var han i en elendig forfatning i det varme og fugtige sommerklima i Iowa.

Det stoppede hende dog ikke i lige at ville gå hen og se skolen, nu når hun alligevel var kommet den lange vej.

Og halvanden time senere vendte hun tilbage og meddelte sin syge mand, at hun nu også havde meldt sig ind på den flerårige uddannelse på Palmer School of Chiropractic med beskeden: »Vi begynder på mandag«.

Ifølge fagbladet Kiropraktoren har det sammenlagt kostet i omegnen af 1 mio. kroner i nutidens penge for ægteparret at have taget den nye uddannelse i USA tilbage i 1920’erne.

Datteren Ellen fik ingen skolegang ”over there”, men hjalp forældrene derhjemme med det huslige, og familien vendte først hjem til Danmark i oktober 1923. Dermed blev Stine Bjødstrup Kristensens oldeforældre også nogle af Danmarks allerførste kiropraktorer.

Prygleklinikken

I perioden 1919 til 1924 blev der fra skolen i Davenport uddannet 11 danske kiropraktorer, fem kvinder og seks mænd. Den første kiropraktor til at praktisere herhjemme var Sofus Larsen, som åbnede sin Chiropractisk Klinik i Vendersgade i København i 1920.

En klinik, som Stine Bjødstrup Kristensens oldeforældre også startede med at arbejde i, da de vendte hjem fra USA.

Men det var ikke ligefrem røde løbere og jubelkor, familien vendte tilbage til.

For i medierne blev klinikken i Vendersgade bl.a. omtalt som »prygleklinikken«, hvor »prygledoktorer« gav patienterne en omgang »Pryglemassage over Rygraden«, som det eksempelvis blev formuleret i Kolding Folkeblad i 1924, og fra flere kanter blev det nye fænomen opfattet som omgang kvaksalveri fra USA.

Det stoppede dog ikke Vilhelm og Anna Gundelach fra allerede i 1924 at åbne familiens egen klinik i Roskilde. Ifølge Stine Bjødstrup Kristensen fik oldeforældrene dog en hård medfart i det københavnske, og de valgte derfor allerede i 1925 at rykke klinikken til Rådhusstræde i Randers. En klinik, som familien havde frem til 1932.

Ved siden af havde man også en deltidsklinik i Skive, og i 1930 åbnede man så på Banegårdspladsen i Aarhus.

”And the rest is history” fire generationer senere, fristes man næsten til at sige.

Mønstre og brud

Synet på kiropraktikken har heldigvis for Stine Bjødstrup Kristensens familie ændret sig en del over årene, og siden er det således bl.a. også blevet en femårig universitetsuddannelse, man kan tage herhjemme i Odense.

Det var også her, Stine Bjødstrup Kristensen – som en anden mønsterbryder – selv tog sin uddannelse, efter at de foregående tre generationer ellers havde taget turen over Atlanten og til skolen i Iowa.

Noget større oprør var det dog ikke, end at hun alligevel også endte som kiropraktor, selvom hun dog for en stund troede, hun skulle noget andet. Og hun har selv en god idé om, hvorfor kiropraktikken så konsekvent er gået i arv i familien:

»Jeg så jo som barn altid min far komme glad hjem fra arbejde, og jeg så også, hvor glade de folk, han hjalp, var, når de gik fra klinikken. Og så tænkte jeg jo selv, at det kunne jeg sådan set også godt tænke mig at lave,« siger hun.

»Men jeg havde egentlig i en del år troet, at jeg skulle på musikkonservatoriet, og var ved at lægge an til det. Men så fandt jeg pludselig ud af, at det egentlig var ret godt, det der med at gøre andre mennesker glade. Og jeg tænker også, det er det, der har ført det videre igennem generationerne,« siger Stine Bjødstrup Kristensen.

Og det er også noget af det, hendes mand, Richard, har set i faget.

Han droppede i hvert fald nærmest fra den ene dag til anden et ellers velbetalt job, som han i en årrække havde hos vindmøllegiganten Vestas, efter at han havde været med som ”plus one” til et af sin hustrus kiropraktorseminarer i udlandet.

»Jeg tog egentlig bare med uden helt præcis at vide, hvad det var, jeg skulle opleve og lære. Og så mødte jeg nogle mennesker, der simpelthen bare fortalte så utroligt inspirerende om det,« siger Richard Bjødstrup Kristensen.

»Og jeg havde egentlig valgt at arbejde for Vestas 10 år tidligere for at gøre verden grønnere. Så det var også en idealistisk tilgang, jeg havde. Men jeg fandt hurtigt ud af i mit arbejde der, at det drejede sig om noget helt andet. Det handlede om KPI’er, bundlinjen og at spare penge,« siger han.

Han var med andre ord kommet for langt væk fra den idealistiske tilgang, han var gået ind til sit gamle job med, og han savnede følelsen af at gøre en meningsfuld forskel. Så han sagde op.

»Mine kolleger, de syntes, det var vanvittigt. Hvordan kunne jeg gøre det? Men for mig var det ikke en revolution. Det var bare en evolution,« som han siger.

Gnisten har Richard Bjødstrup Kristensen dog fundet igen. Siden 2017 har han været medejer af klinikken i Hans Hartvig Seedorffs Stræde, og sidste år blev han færdiguddannet som kiropraktor.

Spørgsmålet er så, om der også er en femte generation af kiropraktorer, der står og tripper for at overtage familieklinikken i fremtiden, når parret engang går på pension? Ikke lige umiddelbart blandt de tre voksne børn, som Richard Bjødstrup Kristensen har fra et tidligere ægteskab:

»Vi har ellers gjort, hvad vi kunne, men der er ikke lige nogen, der har bidt på endnu,« siger Stine Bjødstrup Kristensen og griner.

Måske nøgleordet i den sammenhæng er ordet »endnu«.

For historien, som stadig 100 år senere fylder så meget i den gamle familieklinik, viser i hvert fald, at man både kan nå at drømme om musikkonservatoriet, arbejde for en vindmøllegigant eller sælge en lampeskærmsfabrik, inden man lige pludselig står og er endnu et æble, der ikke er faldet særlig langt fra stammen.