Preben stiftede virksomhed ved køkkenbordet for mere end 25 år siden: Nu er han nomineret til Årets Ejerleder
For mere end 25 år siden besluttede Preben Østergaard sig for at stifte Door System - nu er han for anden gang nomineret til Årets Ejerleder i Østjylland.
Hos Door System er man meget stolte af, at virksomhedens stifter og direktør Preben Søndergaard er nomineret til Årets Ejerleder 2024.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det var tilbage i 1998, at Preben Østergaard startede virksomheden ved køkkenbordet i Hasselager, og det er ikke mindst takket være hans viden, entusiasme og beslutsomhed, at Door System i dag har oparbejdet en stærk position inden for dørløsninger af høj kvalitet.
PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, skriver om nomineringen af Preben Søndergaard:
»Preben besidder fortsat en meget imponerende og dyb teknisk indsigt for innovation og produktudvikling, og har fingeren på pulsen i dagligdagen. I kombination med virksomhedens dygtige medarbejderstab har Door System formået at sikre en flot vækst, samtidig med at kvaliteten og partnerskabet med kunderne fortsat har førsteprioritet. Netop medarbejderstaben og den specielle Door System-ånd fremhæver Preben som en af årsagerne til den flotte udvikling.«
Preben var også nomineret til prisen i 2018, men dengang vandt han ikke titlen som Årets Ejerleder. Nu er der en ny chance, når regionsvinderen for region Østjylland kåres den 6. november.