Fortsæt til indhold

Strittere fjernes og erstattes af nye planter

Nye vild-med-vilje planter i bedene på Centertorvet.

Samfund
Anette BondeJournalist

»De meget høje planter vælter. Vi er trætte af, at det ikke ser så godt ud mere.«

Annette Studstrup, driftsplanlægger i Vej og Ejendom i Norddjurs, forklarer hvorfor de hidtidige planter i nogle af kommunens Vild-med-vilje bede nu skal skiftes ud med nye. Det sker ved Centertorvet i Auning og forskellige steder i Grenaa.

Kommunen har indkøbt en ny sammensætning af stauder, buske og prydløg. Bedene vil blive ryddet, og hen imod slutningen af oktober vil de blive plantet til og tilsået.

På Centertorvet i Auning vil p-pladsen blive indrammet af en stedsegrøn hæk af krybende benved og en blomsterblanding af mærket Niflheim fra HedeDanmark. Den er salttolerant og hårdfør.

»Vi håber, at den kan klare sig der, og så er det om at nyde den, når blomsterne kommer op i foråret,« siger Annette Studstrup.

Blandingen har en lang blomstringsperiode med etårige, toårige og flerårige urter, stauder og græsarter. Blandt de flerårige urter er fokus på især pollen og nektar med blandt andet røllike, blåmunke, kællingetand og stenurt.

I et mindre bed vil man fremover kunne se oregano og timian, det vil sige lave planter som ikke vil forstyrre skilte og oversigtsforhold.

I Grenaa er det de vilde rabatter på Århusvej i Grenaa og de vilde bede i rondellerne på Østergade og Mogensgade i Grenaa, der nu får en overhaling.