Hundredvis af dimser vises frem: 87-årige Aase fik hjælp til at tråde en synål
Nyt frivilligkorps skal få de ældre borgere til at bruge flere hjælpemidler i hverdagen og dermed aflaste hjemmeplejen.
Er det svært at holde fast på et glas, når låget skal skrues af? Er det svært at se neglene, når de skal klippes, eller at nå om på ryggen, når den skal vaske?
Alle disse ting og meget, meget mere, findes der apparater og dimser, der kan hjælpe med.
Aarhus Kommunes Magistratsafdeling for Sundhed og Omsorg indledte torsdag en slags turné i samarbejde med Ældre Sagen for at gøre opmærksom på de mange hjælpemidler, der findes.
På Lokalcenter Hørgården havde kommunens nye ansatte, frivilligkoordinator Louise Sand, taget omkring 100 hjælpemidler med, som blev demonstreret.
87-årige Aase Larsen var kommet for at prøve en dims, der kan hjælpe med at tråde en synål og en børste, der kan nå de steder på ryggen, som ellers er svære at komme til selv.
»Jeg har besvær med mange ting. Det er særligt benene og ryggen, der driller mig, men jeg kan stadig mange ting selv, og jeg vil selv,« siger Aase Larsen, der bor i egen lejlighed på Fortegaarden.
»Jeg synes, det er spændende med de her hjælpemidler. Det betyder utroligt meget for mig, at jeg kan klare mig selv,« siger Aase Larsen.
Få det ned på jorden
Lars Pedersen er en af de frivillige fra Ældre Sagen, der er til stede for at hjælpe med at vise borgerne, hvordan hjælpemidlerne fungerer:
»Det handler om at få det hele ned på jorden. Man bliver jo helt træt i munden, hvis man siger velfærdsteknologi. Lad os få det helt ned, og se, at det handler om hjælp til selv at tage strømper på eller få piller ud af pakken. Som borgere er vi også forpligtet til at undersøge, hvordan man kan klare mig selv bedst muligt, uden at der behøver komme en hjemmehjælper,« siger Lars Pedersen.
Og rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde (V) er helt enig med ham:
»Ja, helt klart. Det gælder jo for eksempel robotstøvsugning, hvor nogle vil få at vide, at det frem over bliver en robot, der klarer det. Og det er der også rigtig mange, der efterspørger, fordi man så ikke er afhængig af, hvornår hjemmehjælperen kan være der. Vores medarbejdere løber hurtigt i dag, men der bliver også flere og flere ældre. Så det her er fremtiden, og det er vigtigt, at vi tager en fordomsfri snak om det,« siger rådmanden.
Han forklarer, at Aarhus Kommune er den første kommune i landet, der laver et samarbejde med Ældre Sagen om et frivilligkorps for at udbrede kendskabet til de mange hjælpemidler:
»Der er stadig for mange fordomme om velfærdsteknologi. Man kan tro, at det handler om, at robotter kommer og skubber de varme hænder væk. Nu laver vi det her samarbejde med Ældre Sagen for at møde de ældre, hvor de er, og få nogle gode snakke om, hvordan de forskellige dimser kan hjælpe med de små ting i hverdagen,« lyder det fra rådmanden.
Sundhed og Omsorg finansierer en frivillig koordinator i 20 timer om ugen i to år. Det er nu tanken, at frivilligkorpset skal turnere rundt på forskellige lokalcentre og demonstrere cirka 30 hjælpemidler. I en permanent udstilling på Dokk1, kaldet DokX, kan man se omkring 200 hjælpemidler.